Artiklen er skrevet den 15. oktober 2010

Fra debatmødet i Vartov ses fra venstre: Journalist Aydin Soei, folketingsmedlem Marianne Jelved, Palle Weis (ordstyrer) og journalist Kurt Strand.

Pressen svigter
som demokratiets vagthund

Når det gælder forvaltningen af væsentlighedskriterierne, har vi ikke en ansvarlig presse i Danmark, og i det store overordnede billede er den ikke demokratiets vagthund, konkluderede journalist Kurt Strand ved et debatmøde i Vartov. Folketingsmedlem Marianne Jelved (RV) kom ved samme lejlighed med flere eksempler, hvor hun efterlyste den kritiske presse - og journalist Aydin Soei fortalte om, hvordan kilder med indvandrerbaggrund er underrepræsenteret i det danske mediebillede.

Tekst & foto: Bent Dahl Jensen

- Har vi en ansvarlig presse i Danmark? Ja det har vi juridisk, men når det gælder forvaltningen af væsentlighedskriterierne, så er svaret nej.
- Er pressen demokratiets vagthund og ”den fjerde statsmagt”? Ja, det er den i nogle tilfælde og i nogle enkeltsager, men i det store overordnede billede er den det desværre nok ikke.

Sådan rundede journalist Kurt Strand, tidligere studievært på ”Deadline” på DR 2, sit indlæg af, da han 14. oktober 2010 deltog i et debatmøde i Vartov om pressen lever op til sin rolle som kritisk vagthund i Danmark.

Mødet var arrangeret af netværket Et Anstændigt Danmark holdt debatmøde, og det blev – ud over oplægget af Kurt Strand – skudt i gang med oplæg af folketingsmedlem Marianne Jelved og journalist og højskolelærer Aydin Soei fra foreningen Ansvarlig Presse – og med journalist Palle Weis, Information, som ordstyrer.

Kurt Strand tilskrev det en udvikling, hvor journalisterne på den ene side skal lave flere historier, end de skulle for omkring 10 år siden, og derfor har mere travlt end de havde tidligere. Og hvor det på den anden side er det lykkedes regeringerne siden 2001 – takket være deres flertal sammen med Dansk Folkeparti – at blokere for, at den kritiske journalistik får nogen nævneværdig effekt.

- ”Der er ikke noget at komme efter. Der er ikke noget at komme efter. Jeg gentager: Der er ikke noget at komme efter.” Dette citat fra en nu forhenværende statsminister og nu generalsekretær i NATO, Anders Fogh Rasmussen (V), er et eksempel på, hvordan det siddende politiske flertal reagerer, når det en sjælden gang lykkes for medierne at agere i rollen som demokratiets vagthund. Siden november 2001 har vi haft en mindretalsregering, der har haft et fast flertal bag sig, og det har betydet, at ligegyldigt hvilke sager der er dukket op, ligegyldigt hvor voldsom kritikken har været af forskellige ministre med nogle ganske, ganske få undtagelser, så har det ikke haft nogle parlamentariske eller politiske konsekvenser for de pågældende, fordi der er et mantra, som hedder: ”Der er ikke noget at komme efter”. Det gælder også den nuværende regering med Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen. Det kan godt ske, at formuleringerne er lidt anderledes. Det kan også hedde: ”Det her, tror jeg ærlig talt ikke interesserer den brede befolkning”, ”Jeg synes, det er en lidt akademisk diskussion” eller ”Sådan kan man simpelt hen ikke stille det op”.

Mindre vigtige historier fylder mere og mere i medierne
Kurt Strand brugte sagen om minearbejderne i Chile som et eksempel på, hvordan medierne har udviklet sig.

- Der er næppe nogen her, som vil hævde, at medierne ikke skulle beskæftige sig med den fantastiske historie det er, at disse mennesker, der har været indespærret kommer op og bliver genforenet med deres familier. Men når selv en seriøs tv-kanal som BBC World sender 26 timer non-stop fra redningsaktionen, så er der et eller andet, som er helt galt.

- Når TV 2 Nyhederne og TV-avisen vælger, at det er den absolutte ikke bare tophistorie, men også den historie, der fylder mest i går, så er der noget, som er helt galt.

- Når det for nogle medier kan lade sig gøre at finde penge til at sende reportere til Chile, men ikke til G20-topmødet, så er der noget, der er helt galt. Men det er den måde, der prioriteres på.

- Der er en tendens til, at den måde, som de såkaldt seriøse medier prioriterer på, bliver mere og mere vanvittig. Vanvittig i den forstand, at flere og flere historier, som ikke er særlig vigtige, kommer til at fylde sendefladen.

Kurt Strand sagde, at der tidligere havde været en fin arbejdsdeling mellem de seriøse medier og de useriøse, men at problemet i dag er, at de historier, som de useriøse medier tidligere stort set var alene om, også er begyndt at dominere i de seriøse medier. Det er dækningen af mine-historien et eksempel på.

- Så det politiske flertals beslutning om, at der ikke er noget at komme efter, kombineret med, at vi har en presse, hvor journalisterne har meget travlt, betyder, at det langt hen ad vejen slet ikke er medierne, som sætter dagsordenen for, hvad vi diskuterer i Danmark. Og det er måske det helt store problem. Det er alle mulige andre, der sætter dagsordenen: Politikere, store erhvervsvirksomheder, store interesseorganisationer osv. Medierne er på en række områder nærmest sat fuldstændig ud af kraft, sagde Kurt Strand.

Marianne Jelved: Hvor er den kritiske presse?
Folketingsmedlem Marianne Jelved (RV) sagde, at der er brug for det offentlige rum, som medierne er, for det er her meningerne brydes borgere og politikere imellem.

- Det er vigtigt, at vi har en kritisk presse, som kan holde et vågent øje med magthaverne – ligegyldigt om det er store virksomheder eller det politiske flertal. Hvis vi ikke har nogen til at kigge magthaverne over skulderen, så går det galt.

Hun beklagede dog, at vi i Danmark er ved at få et to-parti system, der ligner det amerikanske med rød og blå blok.

- Der er blot en ugle i det her – og det er Det Radikale Venstre, som ikke vil gå ind i den røde blok, og så kan vi få skylden, hvis rød blok taber næste valg. Så forenklet er det ved at blive med den kritiske presse.

Hun nævnte et eksempel fra 2004, hvor Europarådets menneskerettigheds-kommissær i en rapport blandt andet problematiserede den danske 24-års regel. Kritikken blev fastholdt i den endelige rapport, der blev udarbejdet, efter at udkastet til rapporten havde været til høring i regeringen.

- Jeg gik til pressemøde og tænkte jeg: Nu må den være hjemme. Nu må den kritiske presse da komme på banen og gå til regeringen. Men hvad skete der? Journalisterne var kun optaget af, hvad Socialdemokraternes formand mente. De var slet ikke optaget af kritikken af regeringen og det politiske flertal – og så er det jeg spørger: Hvor er den kritiske presse?

- Det samme sker i disse dage, hvor vi i Det Radikale Venstre sammen med Enhedslisten har fremlagt et beslutningsforslag om asylbørns rettigheder. Her blev jeg ringet op af en journalist, som kun var optaget af, at S og SF ikke var med. Men jeg vil forfægte min ret til at have en politik, lægge den frem og lade vælgerne tage stilling til den.

Marianne Jelved kritiserede også, at integrationsministeren har omtalt EU-domstolen som en politisk domstol, uden at pressen har forholdt sig kritisk til det.

- Dermed tager vi det første skridt til at udhule vores egen opfattelse af, hvad der skal til for, at vi har et demokrati og en uafhængig presse. For der er ingen journalister, der går i kødet på Birthe Rønn Hornbech, når hun siger den slags ting, sagde Marianne Jelved.

Skæv mediedækning påvirker billedet af "normal-Danmark"
Journalist og højskolelærer Aydin Soei fra foreningen Ansvarlig Presse kom i sit indlæg ind på, hvem der kommer til orde i medierne, og hvordan det påvirker billedet af ”normal-Danmark". Han gav flere eksempler på, hvordan pressen producerer og ukritisk gengiver stereotype billeder af etniske minoriteter i Danmark. Han nævnte, at de tre vigtigste kriterier, som mennesker inddeles efter er køn, alder og etnicitet.

- En international undersøgelse viser, at kvinder udgør 25 procent af dem, der kommer til orde i medierne – og det sker som regel i forbindelse med omtale af husholdning, børn, familieliv, indkøb m.v. Det påvirker selvfølgelig menneskers opfattelse af mænd og kvinder. Man vil typisk forbinde en overlæge med en mand og forbinde madlavning med kvinder. Men vi er i stand til at afkode stereotyperne. Vi ved godt, at det typiske billede ikke er, at kvinderne går hjemme ved kødgryderne.

- Men det forholder sig lidt anderledes i forhold til de stereotyper, vi har i forhold til etniske minoriteter. For mens vi alle har personlig kontakt til mindst én kvinde, så viser en undersøgelse, at mellem 60 og 80 procent af befolkningen ikke har personlig kontakt til mennesker fra etniske minoriteter. Det betyder, at 60-80 procent af befolkningen er afhængige af medierne for at danne sig et billede af, hvad et menneske med indvandrerbaggrund er for en størrelse. Tallet bygger på en undersøgelse, der er nogle år gammel, så tallet kan have ændret sig. Men selv det måske er en større andel, der i dag har personlig kontakt til etniske minoriteter, så er der stadig en stor del af befolkningen, der er afhængige af det billede, medierne videregiver, sagde Aydin Soei.

Kilder med indvandrerbaggrund er underrepræsenteret i medierne
Aydin Soei påpegede en anden skævhed:

- Syv procent af befolkningen i Danmark er indvandrere fra lande i Den Tredje Verden. Men når man ser på, hvor mange kilder med baggrund i disse lande, der optræder i medierne, så er der kun tale om 0,5 procent. Det viser en undersøgelse, Ugebrevet A4 lavede i 2005.

- Der bliver talt meget om indvandrere i medierne, men samtidig bliver der talt ekstremt lidt med indvandrere i medierne.

- Det er et stort demokratisk problem, at så få indvandrere kommer til orde i medierne. Desuden er det sådan, at i ni ud af ti tilfælde, handler det enten om kriminalitet eller integration, når mennesker fra etniske minoriteter udtaler sig i medierne. Men der mangler kilder med indvandrerbaggrund, som udtaler sig om frustration over folkeskolen, togforsinkelser, ventelister på hospitalerne – alle de historier, hvor man kan genkende sig selv som medborger.

- Udviklingen i samfundet afspejles ikke i mediernes dækning af etniske minoriteter. Det går bedre og bedre socialt set for etniske minoriteter, flere er kommet i arbejde osv. Men man taler stadigvæk om ”mønsterbrydere”, når man omtaler unge fra etniske minoriteter, der går i gang med en videregående uddannelse. Virkeligheden er imidlertid, at andelen af piger, som begynder på en universitetsuddannelse er højere blandt piger fra etniske minoriteter end blandt etniske danskere. Så der er ikke tale om mønsterbrydere, men om normalen, så kaldes de stadig mønsterbrydere, sagde Aydin Soei.

Læs mere

> Et Anstændigt Danmarks hjemmeside