Netavisen Multisamfund.dk
 
 
Forside Om Multisamfund.dk Nyhedsbrev Kontakt Links
 
 
Asylansøgere & flygtninge
Indvandrere & integration
Politik & samfund
Religion & tro
 
 
>Politik & samfund

Artiklen er skrevet den 23. september 2010
- og senest redigeret den 26. september 2010

migrantprostitution_i_danmark_thailandsk_massageklinik_vesterbro
Ifølge en opgørelse fra 2009 er der 84 thailandske massageklinikker i Københavns Politikreds. Billedet viser en af massageklinik på Vesterbro. I nogle tilfælde bor kvinderne på klinikken, fordi de står uden bolig.

Knap halvdelen af prostituerede
i Danmark er udenlandske kvinder

Omkring 2.500 af de 5.500 kvinder, der ernærer sig ved prostitution i Danmark, kommer fra udlandet. Det fremgår af notatet "Migrantprostitution i Danmark". Den største udenlandske gruppe er thailandske kvinder, som for nogles vedkommende er gift med en dansk mand. De øvrige udenlandske prostituerede kommer især fra Øst- og Centraleuropa samt Nigeria.

Tekst og foto: Bent Dahl Jensen

Mindst 5.500 kvinder i Danmark er prostituerede, og knap halvdelen af dem er udlændinge. Det fremgår af et notat, som Servicestyrelsen udgav den 22. september 2010. Notatet med titlen "Migrantprostitution i Danmark" er udarbejdet af Majken Wiingaard, der er faglig koordinator i Servicestyrelsen. Opgørelsen bygger på vurderinger fra politiet og sociale organisationer, der arbejder blandt prostituerede, og derfor tallene er udtryk for et skøn.

Antal prostituerede i Danmark
  Antal I pct.
Danske og udenlandske kvinder Mindst 5.500 100 %
Kvinder med dansk baggrund Ca. 3.000 54 %
Kvinder fra Øst- og Centraleuropa Ca. 1.000 18 %
Kvinder fra Asien Ca. 900 16 %
Kvinder fra Afrika Ca. 300 5 %
Øvrige Ca. 300 5 %
Kilde: "Migrantprostitution i Danmark, udgivet af Servicestyrelsen 22. september 2010


Kvinder fra Øst- og Centraleuropa
Omkring 1.000 prostituerede kommer fra Øst- og Centraleuropa. De kommer fra andre EU-lande: Rumænien, Polen, Slovakiet, Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Slovenien og de baltiske lande. De østeuropæiske prostituerede arbejder enten på gaden, i massageklinikker eller gennem escortbureauer.

Nogle af de østeuropæiske kvinder indgår i 14-dages turnusordninger, hvor de pendler mellem Danmark og deres hjemland. Mens de er i Danmark, opholder de sig hele døgnet på klinikken for at kunne tjene mest muligt. Årsagen til denne pendling er, at de typisk har familiemæssige forpligtigelser i hjemlandet - f.eks. børn, de skal forsørge. Det vuderes, at der er et tæt netværk mellem de østeuropæiske kvinder, som har opbygget et særligt miljø i Danmark. Kvinderne hjælper ofte veninder fra hjemlandet til Danmark.

Københavns politi vurderer, at mange østeuropæiske gadeprostituerede styres af voldelige bagmænd.

Kvinder fra Asien - især Thailand
Der er omkring 900 prostituerede med asiatisk baggrund, og de kommer for langt, langt hovedpartens vedkommende fra Thailand. I storbyerne foregår prostitutionen ofte på massageklinikker med flere thailandske kvinder, mens thailandske prostituerede i provinsen benytter sig af deres bolig. Desuden kan man møde
thailandske kvinder, der prostituerer sig på barer og kasinoer.

I mange år er den største gruppe af udenlandske prostituerede i Danmark kommet fra Sydøstasien, især fra de fattige områder i Thailand. De første thailandske prostituerede kom til Vesteuropa i 1970’erne. Blandt de prostituerede thailændere er der også et - formentlig beskedent - antal transseksuelle eller homoseksuelle mænd.

De thailandske prostituerede er kommet til Danmark helt eller delvist på eget initiativ i håb om at kunne forsørge familiemedlemmer i Thailand. Mange får adgang til
det danske samfund via ægteskab. I hovedstadsområdet møder socialarbejderne en del thailandske kvinder, der har bopæl i Sverige. Kvinderne har typisk forsørgelsesforpligtigelser over for deres børn og øvrige familie i Thailand.

I nogle tilfælde får kvinderne familiesammenført deres børn. Forinden har børnene typisk boet en årrække hos familien i Thailand og primært haft telefonisk kontakt med deres mor. Genforening efter flere års adskillelse og i en fremmed kultur kan være vanskelig for begge parter.

Kvinderne - også de, der er gift med danske mænd - er ofte marginaliserede og deres kendskab til det danske sociale, juridiske og sundhedsmæssige system er typisk dårligt ligesom deres danskkundskaber. Det betyder blandt andet, at de har
vanskeligheder med på den ene side at få betalt moms og skat af deres indtægt og på den anden side med at udnytte de sociale tilbud, der findes. Kvinderne er typisk en del af det thailandske migrantfællesskab i Danmark. Det er også herfra, de ofte har modtaget hjælp til at komme til Danmark samt introduktion til prostitutionsmiljøet.

De thailandske kvinders grundlag for at opholde sig i Danmark er typisk, at de er gift med en dansk mand. Ægteskab er således en udbredt strategi blandt thailandske kvinder for at erhverve sig opholdstilladelse. Manden kan være én,
de har mødt i Thailand, eller én, de møder i den første tid, de opholder sig i Danmark. For nogle er der tale om et proforma ægteskab, mens det for andre er mere komplekst. Det kan give problemer i ægteskabet, at kvinderne er forpligtiget til at sende penge hjem til familien i Thailand, og en del kvinder udsættes for vold i deres ægteskab, hvilket for nogle har ført til ophold på et krisecenter.

Kompetencecenter Prostitution, der tilbyder rådgivning til prostituerede og har et opsøgende arbejde på massageklinikker, har som et nyt fænomen mødt thailandske kvinder, der befinder sig illegalt i landet. Disse kvinder kan være ofre for menneskehandel.

Kompentencecenter Prostitution fandt ved en opgørelse midt i 2009 frem til, at der er 84 thailandske massageklinikker i Københavns Politikreds, heraf 16 på Vesterbro/Sydvest.

Det oplyses videre, at nogle thailandske kvinder bor på massageklinikken, fordi de enten står uden bolig eller har en dårlig bolig. Andre bor hos mænd mod betaling i form af sex eller penge. Det thailandske prostitutionsmiljø i København
beskrives som "råt og brutalt", karakteriseret ved vold, gæld og narkotika (bl.a. i form af "lykkepiller", som de selv importerer) og som styret af bagmænd.

Kvinder fra Afrika - især Nigeria
Omkring 300 prostituerede kommer fra Afrika, og gruppen domineres af kvinder fra Nigeria. Flere af dem antages at have været udsat for menneskehandel. De afrikanske kvinder prostituerer sig på gaden samt i escortbureauer og på barer, men sjældent på massageklinikker.

Årsagen til de afrikanske kvinders migration og prostitution skal især søges i fattigdom i et samfund uden sikkerhed og fremtidsudsigter. For at kunne rejse til Europa får kvinderne hjælp fra andre. Nogle har derved oparbejdet en gæld, som de kun kan indfri, hvis de går ind i prostitution. Kvinderne kan også blive fastholdt i prostitution, hvis de har indgået en aftale med menneskesmuglerne, beseglet
med et voodoo-ritual.

Kvinder fra Nigeria fortæller ofte, at de ikke har mulighed for at rejse hjem. At kvinderne ikke oplever en tilbagevending til Nigeria som en reel
mulighed, kan skyldes forskellige forhold. Dels landets generelle fattigdom og kvinders udsatte stilling. Dels familie og øvrige netværks forventninger til dem om økonomisk støtte. Endelig kan de, såfremt de har gæld, føle sig truede af bagmænd. Derudover betragter de et ophold i Danmark og EU som en mulighed for at forsørge deres familie i hjemlandet.

Kvinder fra Latinamerika
De øvrige udenlandske prostituerede kommer fortrinsvis fra Latinamerika.

Både politiet og Kompetencecenter Prostitution oplever, at der kommer flere og flere prostituerede fra Latinamerika. Det samlede antal er ukendt. De latinamerikanske kvinder prostituerer sig på bordeller og i escortbureauer, men sjældent på gaden.

Kvinderne fra Latinamerika kommer typisk hertil på et turistvisum eller har slet intet visum. En del af kvinderne kommer til Danmark via Spanien, som de kan rejse til uden visum. Det skyldes, at mange latinamerikanske lande tidligere var spanske kolonier. Spaniens forholdsvis lempelige regler for at opnå opholdstilladelse gør det efterfølgende muligt for dem at komme til Danmark. Andre rejser
direkte til Danmark. Det kræver ikke visum at indrejse til Danmark fra Brasilien.

 

Læs mere

> Migrantprostitution i Danmark - download rapport fra Servicestyrelsens hjemmeside

> Ny midtjysk løsning på trafficking - Information.dk den 25. september 2010

> Handlede kvinder forskelsbehandles i Danmark - Information.dk den 25. september 2010

 

AFSNIT 

> Kvinder fra Øst- og Centraleuropa

> Kvinder fra Asien - især Thailand

> Kvinder fra Afrika - især Nigeria

> Kvinder fra Latinamerika

 
 
 
 
 
 
 
 
 
  © Copyright: Netavisen Multisamfund.dk