Artiklen er skrevet den 16. november 2011
Flere nydanske lægdommere
Frem til 2008 har nydanskere været klart underrepræsenteret blandt lægdommere ved danske domstole. De har kun udgjort halvdelen af, hvad repræsentationen skulle have været, hvis den skulle følge nydanskernes andel af befolkningen. Siden er andelen steget fra 2012 vil være på 82 procent. Det viser en undersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor.
Af Bent Dahl Jensen
Undersøgelsen viser, at 72 af de udtagne lægdommere i 1996 var af anden etnisk herkomst end dansk. Det svarede til 54 procent af, hvad antallet skulle have været, hvis man ser på indvandrergruppens andel i befolkningen som helhed.
I 2000 og 2004 steg antallet af personer af anden etnisk herkomst end dansk blandt lægdommere til 97 og 143, men da antallet af indvandrere i befolkningen steg i stort set samme takt, forblev repræsentationen stort set uændret. Den faldt endda til 51 procent i 2004.
Men i 2008 steg andelen til 75 procent af det forventede antal, hvis andelen skulle svare til indvandrernes andel af befolkningen. Og fra 2012 stiger andelen yderligere til 82 procent.
”Det er vigtigt, at der sker en bred rekruttering blandt lægdommerne for at sikre, at de afspejler sammensætningen af det danske samfund. Derfor synes jeg også, at det er meget positivt, at andelen af nydanske lægdommere er steget,” siger justitsminister Morten Bødskov i en kommentar til undersøgelsen.
Unge underrepræsenteret
Undersøgelsen viser også, hvordan lægdommerne fordeler sig på køn og alder. Kønsfordelingen ligger tæt på fifty-fifty - dog med en lille overrepræsentation af mænd blandt dem, der optræder på lægdommerlisterne efter 2012.
Med hensyn til alder er det generelle billede, at de yngre aldersgrupper op til omkring 30 år er underrepræsenteret, og at der er en tilsvarende overrepræsentation af personer over 45 år.
Læs mere
> Lægdommeres repræsentativitet - undersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor, november 2011
|