Artiklen er skrevet den 9. december 2011
Statsborgerskab til 1.715 personer
Inden jul ventes Folketinget at vedtage et lovforslag, der vil give statsborgerskab til 1.715 personer, som opfylder betingelserne for at få dansk indfødsret. Blandt navnene på listen er der 36 mennesker, som får statsborgerskab i kraft af FN's konvention om begrænsning af statsløshed. Men inden lovforslagets vedtagelse er der rejst kritik af, at Danmark ikke fuldt ud lever op til statsløsekonventionen.
Af Bent Dahl Jensen
Lovforslaget om indfødsret til 1.715 personer skal til anden behandling i Folketinget fredag den 16. december, og forslaget ventes vedtaget tirsdag den 20. deecember inden Folketingets juleferie. Hovedparten af de nye danske statsborgere kommer fra Irak (283), Afghanistan (224), Tyrkiet (137) og 137 har hidtil været statsløse.
Blandt de statsløse er der ifølge lovforslagets bemærkninger 36 personer får statsborgerskab i henhold til FN's konvention om begrænsning af statsløshed.
I begyndelsen af 2011 afslørede dagbladet Information, hvordan en række unge, der er født i Danmark, i modstrid med FN-konventionen om statsløshed har fået afslag på dansk statsborgerskab. Det blev også afsløret, at Integrationsministeriet havde holdt de statsløses retskrav skjult. Sagen førte til, at Birthe Rønn Hornbech (V) blev afskediget som integrationsminister af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Efterfølgeren på ministerposten, Søren Pind (V), indkaldte i juni til et pressemøde, hvor han orienterede om, at en statsløs person, der er i PET's søgelys, havde søgt om statsborgerskab - og ifølge juristerne havde krav på statsborgerskab.
Selv om en person ifølge FN-konventionen om begrænsning af statsløshed har krav på statsborgerskab, selv om vedkommende er i PET's søgelys, men ikke dømt for en forbrydelse mod rigets sikkerhed, så har Information afsløret, at den nuværende regering også har forsøgt at bryde konventionen.
Den 5. december 2011 skrev Information, at justitsminister Morten Bødskov (S) i en fortrolig skrivelse til Folketingets Indfødsretudvalg havde forsøgt at fjerne en af de statsløse, der er på efterårets lovforslag, men siden i en ny fortrolig skrivelse til udvalget indstillede, at den pågældende alligevel skulle have statsborgerskab.
Fire dage senere - den 9 december 2011 - oplyste Information, at en anden person, der har søgt om statsborgerskab, i strid med FN-konventionen ikke er blevet optaget på det lovforslag, der efter planen bliver vedtaget den 20. december 2011. Det drejer sig om den person, Søren Pind omtalte på sit pressemøde i juni 2011. Efter pressemødet iværksatte den daværende VK-regering en undersøgelse af, hvordan FN og en række lande fortolker FN-konventionen om statsløshed.
Justitsministeren skriver i et svar til Folketinget, at den undersøgelse ikke var afsluttet, da der blev "lukket for optagelse" på lovforslaget om indfødsret. Morten Bødskov skriver i en mail til Information: "Hvis vedkommende skal nå at komme med på lovforslaget i denne omgang, kan det kun ske ved at stille et ændringsforslag, der i så fald vil afsløre vedkommendes identitet. Det finder jeg vil være uacceptabelt i forhold til den pågældendes retssikkerhed."
Læs mere
> Følg lovforslagets gang i Folketinget
> Morten Bødskov ville bryde regler om statsløse
- Information.dk, 04-12-2011
> Statsløs fik sin ret i sidste øjeblik - Information.dk, 04-12-2011
> Danmark går igen imod konvention om statsløshed
- Information.dk, 08-12-2011
> Mellem 400 og 500 unge statsløse tilbydes dansk statsborgerskab
|