Artiklen er skrevet den 11. november 2011
Regeringen vil afskaffe "symbolpolitiske regler"
på repatrieringsområdet
Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) lægger i et lovforslag, der for tiden er til høring, at kommuner ikke længere skal belønnes, når flygtningene og andre udlændinge med opholdstilladelse i Danmark repatrierer til deres hjemland.
Af Bent Dahl Jensen
S-R-SF-regeringen gør i et nyt forslag om tilskud til repatriering op med "regler, der primært er symbolpolitiske, og som er med til at underbygge den skadelige ’Dem og Os’-retorik, der har præget integrationspolitikken de seneste 10 år".
I forslaget fra social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) foreslås to af de seneste ændringer af repatrieringsloven afskaffet. Det gælder for det første resultattilskuddet på 25.000 kroner til kommuner for hver flygtning, der ved hjælp af repatrieringsordningen vender tilbage til sit hjemland. For det andet gælder det sammenkædningen af kommunernes pligt til at vejlede om repatrieringsordningen samtidig med, at den skal foretage en beskæftigelsesrettet integrationsindsats.
Støtte til frivillig repatriering
Regeringen ønsker derimod ikke at ændre i repatrieringslovens grundlæggende bestemmelser. Det hedder i forslaget:
"Det er regeringens opfattelse, at frivillig repatriering kan være en god løsning for mange udlændinge. En tilbagevenden til hjemlandet kan således for en del udlændinge være en attraktiv mulighed som et alternativ til en fortsat tilværelse i Danmark. Det gælder f.eks. for en del ældre indvandrere, der ønsker at tilbringe deres alderdom i deres oprindelsesland, men også for andre grupper, f.eks. for udlændinge, der er kommet til Danmark som flygtninge, og som på et senere tidspunkt ønsker at vende tilbage og hjælpe med at genopbygge deres hjemland. For en del af disse udlændinge vil det være afgørende for at kunne realisere et ønske om tilbagevenden, at der gives en økonomisk håndsrækning til dem. Regeringen vil derfor opretholde hovedelementerne i den gældende repatrieringsordning med de tilbud og økonomiske rammer, der er fastlagt heri, men understreger, at repatriering bygger på et frivilligt grundlag, og at repatriering er et tilbud for den enkelte udlænding om at få en ny tilværelse i sit hjemland eller tidligere opholdsland, som den enkelte efter eget valg kan benytte sig af."
Sammen med de ændringer, der nu foreslås ændret, blev den økonomiske støtte, der kan ydes via repatrieringsordningen udvidet. Ligeledes blev ordningen udvidet til at omfatte flere udlændinge, så ordningen ikke længere kun er forbeholdt flygtninge. Disse ændringer berøres ikke af det nye forslag.
Flere repatrierer til deres hjemland
Det fremgår af bemærkningerne til forslaget, at et stigende antal udlændinge i de seneste år
har benyttet sig af repatrieringsordningen.
I 2009 repatrierede i alt 129 udlændinge, mens der repatrierede 355 udlændinge i 2010. I de første otte måneder af 2011 er 445 udlændinge repatrieret.
De foreslåede ændringer skal ifølge forslaget træde i kraft den 1. april 2012.
Læs mere
> Lovforslag om afskaffelse af kommunal vejledningspligt og resultattilskud i forbindelse med repatriering (Høringsportalen)
> Økonomisk støtte til hjemvenden via repatrieringsordningen
(Dansk Flygtningehjælp)
|