Artiklen er skrevet den 9. juni 2011
- og senest redigeret den 11. juni 2011
Ny rapport nedjusterer
antallet af prostituerede
Ifølge en ny SFI-rapport er der godt 3.200 prostituerede i Danmark. Det er en kraftig nedjustering af antallet i forhold til et notat fra september 2010, hvor det blev vurderet, at der var 5.500 prostituerede, hvoraf 2.500 var udenlandske kvinder. SFI-rapporten viser, at
94 procent af de gadeprostituerede ønsker at stoppe.
Af Bent Dahl Jensen
Grunden til, at den nye undersøgelse fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd - kommer frem til et væsentligt lavere antal, er ifølge SFI, at forskerne har brugt metoder, der giver et mere præcist billede.
Ifølge SFI-rapporten arbejder omkring 1.600 prostituerede på klinikker og 900 kvinder arbejder i escort-bureauer. Det sidste tal kan dog være højere, idet SFI i rapporten skriver, at "vores estimat for omfanget af escortprostitution i Danmark snarere er for lavt end for højt".
I kortlægningen af danske gadeprostituerede optalte SFI’s forskere efter to døgns intensiv overvågning af Vesterbros gader 13-15 danske prostituerede på gaden. Til sammenligning er der ifølge rapporten lidt under 600 udenlandske gadeprostituerede. Dertil kommer mandlige escort-prostituerede og champagne-piger på strip-barer, som forskerne skønner til at være mindst 100.
Desuden er der ifølge rapporten "den mere private/diskrete prostitution, som det ikke har været muligt at opgøre omfanget af".
Socialministeriet har finansieret kortlægningen via satspuljen.
Næsten halvdelen er udenlandske kvinder
Ud over de 600 udenlandske gadeprostituerede arbejder 850 udenlandske kvinder på massageklinikker. Det vil sige, at de to grupper alene udgør 1.450 kvinder. Det svarer til 45 procent af de 3.200 prostituerede i Danmark. Andelen er givetvis højere endnu, da det vurderes, at langt hovedparten af strip-barernes champagne-piger kommer fra udlandet.
SFI-rapporten berører kun sporadisk spørgsmålet om menneskehandel. I resuméet hedder det: "Vedrørende udenlandske gadeprostituerede kan der på baggrund af det kvalitative studie sandsynliggøres, at der i nogle tilfælde er involveret bagmænd eller anden form for tredjepart, men hvorvidt der tillige er tale om handlede kvinder, kan vi ikke identificere."
Derimod viser rapporten, at 94 procent af de gadeprostituerede ønsker at stoppe - i modsætning til 33 procent af de kvinder, der arbejder på massageklinik eller som escort.
Den store forskel i disse tal viser - som også SFI-rapporten gør opmærksom på - at "prostitution er et meget nuanceret fænomen".
S og SF sår tvivl om prostitutionsundersøgelse
Folketingsmedlemmerne Mette Frederiksen (S) og Pernille Vigsø Bagge (SF) stiller spørgsmålstegn ved SFI-undersøgelsen.
- Min bekymring går på, at vi bevilgede Satspuljemidler til en reel kortlægning af prostitution i Danmark, men har fået en undersøgelse, hvor man blandt andet opgør antallet af danske gadeprostituerede på baggrund af bare to dages feltarbejde, siger Mette Frederiksen til Information den 9. juni 2011.
Mette Frederiksen mener, at man alene på den baggrund kan stille spørgsmål ved, om rapportens konklusion om, at der kun er 3.200 er et reelt tal. Hun henviser til, at blandt andet Servicestyrelsen tidligere har vurderet det samlede antal til over 5.000.
SF's socialpolitiske ordfører, Pernille Vigsø Bagge, vil ifølge Information rette henvendelse til socialminister Benedikte Kiær (K), da hun finder en række af undersøgelsens konklusioner tvivlsomme.
Læs mere
> Godt 3.200 prostituerede i Danmark - pressemeddelelse fra SFI, 08-06-2011 (indeholder link, hvorfra rapporten kan downloades)
> Resumé af SFI-rapporten Prostitution i Danmark
> S og SF såt tvivl om undersøgelse om prostitution
- Information.dk, 08-06-2011 |