Netavisen Multisamfund.dk
 
 
Forside Om Multisamfund.dk Nyhedsbrev Kontakt Links
 
 
Asylansøgere & flygtninge
Indvandrere & integration
Politik & samfund
Religion & tro
 
 
>Politik & samfund

Artiklen er skrevet den 29. august 2011
- og senest redigeret den 5. september 2011

 

FN-organisation indleder kampagne
for at bekæmpe statsløshed

FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) anslår, at der er omkring 12 millioner statsløse mennesker. Det er mennesker, som ikke er anerkendt som statsborgere i noget land - mennesker uden en nationalitet. UNHCR har indledt en kampagne for at skabe opmærksomhed omkring statsløshed og mindske antallet af statsløse i anledning af, at FN's konvention om begrænsning af statsløshed fejrer 50 års-jubilæum den 30. august 2011. Få dage forinden afviste integrationsminister Søren Pind (V) at kontakte kurdere i Danmark, der fejlagtigt kan være blevet fejlregistret af de danske udlændingemyndigheder.

Af Bent Dahl Jensen

Verdens omkring 12 millioner statsløse er teknisk set ikke indbyggere i noget land, og derfor bliver de ofte nægtet grundlæggende menneskerettigheder og adgang til arbejde, bolig, uddannelse og sundhedsydelser. De kan have problemer med at eje ejendom, åbne en bankkonto, indgå ægteskab på legal vis og få registre nyfødte børn. Nogle bliver tilmed fængslet i perioder, fordi de ikke kan bevise, hvem de er eller hvor de kommer fra.

- Disse mennesker er i desperat behov for hjælp, fordi de lever i et mareridtsagtigt juridisk limbo. Det gør dem til nogle af de mest udstødte i verden, udtaler FN's Flygtningehøjkommissær, António Guterres.

Dansk statsløsesag førte til ministerafgang
- og nedsættelse af undersøgelseskommission

Statsløses forhold og manglende rettigheder har fyldt meget i dansk politik i 2011. I begyndelsen af året afslørede Information, at mindst 22 unge statsløse fejlagtigt havde fået afslag på dansk statsborgerskab.

Det var den sag, der førte til, at Birthe Rønn Hornbech (V) i marts blev erstattet af partifællen Søren Pind som integrationsminister.

Den 23. august 2011 nedsatte justitsminister Lars Barfoed (KF) en undersøgelseskommission, der skal undersøge sagen om indfødsret til statsløse. Det fremgår af en pressemeddelelse fra ministeriet, at undersøgelseskommissionen har "til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til statslige forvaltningsmyndigheders administration af ansøgninger om indfødsret til statsløse personer omfattet af FN’s konvention fra 1961 om begrænsning af statsløshed og FN’s konvention fra 1989 om barnets rettigheder."
> Læs pressemeddelelse
> Læs kommissoriet for undersøgelseskommissionen

Kurdere fra Syrien er blevet fejlregistreret
Siden er det kommet frem, at nogle kurdiske asylansøgere, der er kommet til Danmark fra Syrien, fejlagtigt er blevet registreret som syrere, selv om de reelt er statsløse.

Information.dk skriver den 21. august 2011, at tre kurdiske brødre og deres koner har fået brev fra Udlændingeservice om, at de vil blive omregistreret fra syrere til kurdere. Det skete efter, at Information havde skrevet om, at de danske udlændingemyndigheder havde registreret dem som syriske statsborgere, selv om de flere gange under deres asylsag havde oplyst, at de var statsløse.

Information.dk kan samtidig oplyse, at integrationsminister Søren Pind i et svar til Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten, oplyser - med Udlændingeservie som kilde - at der siden 2001 er registreret 64 asylansøgere som "andre statsløse end palæstinensere".

Men samme dag afviser Søren Pind at lade sit ministerium kontakte nogle hundrede kurdere fra Syrien, der har fået asyl i Danmark, for at finde ud af, om de fejlagtigt er blevet registreret som syrere. Ministerens svar er: "Nej."

I en kommentar sigerDansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm, til Information.dk:

"Myndighederne må selv rette henvendelser til kurdere fra Syrien og bede dem om at tilkendegive, hvorvidt de er statsløse kurdere eller syriske statsborgere. Det er helt indlysende, at hvis myndighederne har fejlregistreret, så skal det rettes."

To dage senere skriver Information.dk på baggrund af udtalelser fra Socialdemokrater, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten, at hvis flertallet skifter efter det kommende valg, så vil en kommende rød regering undersøge omfanget af fejlregistreringer og kontakte de asylsøgere, der er blevet fejlregistreret.

 

Læs mere

> "Konventionen om statsløshed aktuel som aldrig før" - Artikel fra Institut for Menneskerettigheder med henvisning til kronik i Information, 30-08-2011

> Baggrundsartikel fra UNHCR om statsløse (engelsk) - 25-08-2011

> Nedsættelse af undersøgelseskommission i statsløsesagen
-
Pressemeddelelse fra Justitsministeriet, 23-08-2011

> Kommissorium for undersøgelseskommission i statsløsesagen

> Rød regering vil rydde op efter fejlregistrering af statsløse
- Information.dk, 23-08-2011

> Søren Pind afviser at rydde op i statsløsesag - Information.dk, 21-08-2011

> Skandalen om de statsløse tager til i omfang - Information.dk, 21-08-2011

> Embedsmænd bryder nu tavsheden om Rønn og de statsløse
- Information.dk, 28-02-2011

> Mellem 400 og 500 unge statsløse tilbydes dansk statsborgerskab
- 28-02-2011

> FN's konvention om begrænsning af statsløshed

> Landkort over lande, der har ratificeret konventioner om statsløshed

 

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
  © Copyright: Netavisen Multisamfund.dk