|
Kapitel 10
Menneskesyn, identitet
og livsgrundlag
Hvad er afgørende for vores
identitet som mennesker? Ligger vores værdi i, hvad vi kan og gør eller
i, at vi er skabt som unikke individer? Hvad bygger vi vort liv på? Hvilket
menneskesyn ligger til grund for vores livsmål og vore daglige gerninger?
I forlængelse af artiklerne om danskhed og om kristendommens
rolle i vort sekulariserede og pluralistiske samfund er det nærliggende
at se på, hvor vi danske har vores identitet, hvilket livsgrundlag vi
bygger på, og hvilket menneskesyn vi lever efter.
Det er meget afgørende - ikke blot for os selv -
men for hele samfundet som helhed, hvordan vi på os selv og vore medmennesker.
Ser vi på hinanden som mennesker, der har værdi alene i kraft af, at vi
er til som mennesker - eller måler vi os selv i forhold til, hvad vi er
(værd) i kraft af vores arbejde, erhverv og uddannelse?
Jeg tror, at vi alle er skabt i Guds billede - og
dermed står lige ind for Gud. Det menneskesyn fører til, at jeg som kristen
må sige, at vi alle har en værdi i og med, at vi er mennesker. Ingen har
større eller mindre værdi end andre - og her gælder ingen undtagelser.
Uanset om vi er statsledere, arbejdsløse, handicappede, direktører, rige
eller fattige, så står vi alle lige, når det gælder menneskeværd. Menneskelivet
er ukrænkeligt.
Dette syn på mennesket betyder også noget grundlæggende
for min egen identitet: Jeg er et menneske, en unik skabning, der er forskellig
fra alle andre. Jeg er skabt til at være forskellig - for jeg er ikke
skabt til at være præcis som min nabo eller et andet menneske. Jeg er
skabt til at være mig selv! Vi kan ligne hinanden, og nogle ligner hinanden
meget, men vi er alle forskellige. Unikke! Enestående! Og vi har værdi
som de mennesker, vi er. Og denne værdi er ens, uanset om man er mand
eller kvinde, barn eller voksen, rig eller fattig, klog eller dum, dansker
eller svensker, jøde eller tyrk, kristen eller muslim, veluddannet eller
analfabet, statsminister eller arbejdsløs…
Den første del af min identitet er altså, at jeg
er et menneske. Jeg er født med nogle evner og givet et liv, som jeg har
ansvar for at leve.
Det gør jeg inden for nogle rammer, der for nogles
vedkommende var givet på forhånd. Jeg er født i Danmark af danske forældre.
Derfor er jeg dansker, og det er en anden del af min identitet.
De givne rammer omfatter også min familie og slægt.
Jeg er født ind i en familie, der hedder Jensen til efternavn. Det giver
en særlig tilknytning til især mine forældre og min bror, men også båndene
til de øvrige slægtninge er en del af min identitet.
Andre dele af min identitet, der er bestemt af nogle
af de valg, jeg har foretaget mig. Jeg har valgt at tro på den frelser,
jeg er døbt til at tilhøre, Jesus Kristus. Jeg kunne også have valgt at
fornægte ham. Jeg kunne valgt en ateistisk humanisme, hvor mennesket er
i centrum. Eller jeg kunne have valgt at konvertere til islam eller en
anden religion. Men jeg er overbevist om sandheden i kristendommen, og
derfor er en del af min identitet, at jeg er kristen.
På samme måde hører min uddannelse og mit arbejde
med til min identitet.
Sidst, men ikke mindst, er mit ægteskab en væsentlig
del af min identitet.
Forskellige identiteter
Sådan er det for alle mennesker. Identiteten
er - ud over, at vi er mennesker - knyttet til nationalitet, kultur, tro
og religion, slægt, uddannelse og arbejde, politisk overbevisning, fritidsinteresser
m.v. Men det vil være forskelligt, hvor stor en rolle disse elementer
spiller for det enkelte menneskes identitet. Hos nogle vil det nationale
tilhørsforhold spille en vigtig rolle, hos andre har de nærmest en birolle.
For nogle spiller troen en afgørende rolle, mens den for andre er helt
uden betydning. For andre igen kan det væsentlige være arbejdet, at man
er Brøndby-fan eller et kendt ansigt.
Det er disse valg og prioriteringer, der gør, at
vi danskere er forskellige, ligesom svenskere og tyrkere er indbyrdes
forskellige. Vi bliver ikke ens af at tilhøre en bestemt national gruppe
- eller religion for den sags skyld. Nok er vi danskere fælles om at være
danske, og vi kan pege på en række kendetegn for danskhed og dansk kultur,
ligesom vi kan finde områder, hvor danskheden adskiller sig fra svenskheden
eller tyskheden. Men vi danske er meget forskellige - nogle er kristne,
andre muslimer, jøder, buddhister eller ateister. Nogle er socialdemokrater,
andre stemmer på Venstre eller konservative. Sådan er det også med f.eks.
irakere - nogle af dem er kristne, andre er muslimer. Nogle er rettroende,
andre er sekulariserede. Nogle er fra fattige landsbyer, andre tilhører
en veluddannet elite.
Sådan er vi forskellige og har hver især forskellige
identiteter. Netop fordi vi - som vi skal se i det følgende - prioriterer
forskelligt, når det blandt andet gælder tro, religion og livsgrundlag.
Identitet i arbejde og materialisme
Hos mange danskere spiller deres arbejde, ud-dannelse
og erhverv en stor rolle for deres identitet og selvforståelse. Tænk blot
på, hvor ofte vi indleder en samtale med en person, vi ikke kender, med
spørgsmålet: "Hvad laver du?" Det er sjældent, vi spørger: "Hvem er du?"
Det hænger givetvis sammen med, at vi lever i et
materialistisk samfund. Vi ser på hinanden - og måler i høj grad hinandens
værdi - i forhold til, hvad vi er (værd) i kraft af vores arbejde. Målestokken
kan også være, at vi måler hinanden på, hvor meget vi er i stand til at
købe og forbruge, har en titel, der giver status, eller en position, der
er fyldt med prestige.
Hvis vi derimod ikke har et arbejde - og ikke har
råd til et kæmpeforbrug - kan det give en slags negativ identitet - som
arbejdsløs, og med risiko for at blive betragtet som én, der ikke er nyttig
i samfundet. Det samme gælder for andre svage mennesker, der kan ende
med at blive "stødt ud" af samfundsfællesskabet. Desværre bliver nogle
låst fast i en offerrolle - og deres identitet ender måske med at være
defineret i forhold til, hvad de ikke kan.
For en god ordens skyld skal jeg præcisere, at jeg
ikke sætter lighedstegn mellem rigdom og materialisme. I mit univers kan
man sagtens eje penge og materielle goder (hus, bil, båd m.v.) og tilmed
være meget rig, uden at man af den grund er materialist. Materialismen
kommer først i billedet i det øjeblik, hvor det er pengene og de materieller
goder, der bliver målet for ens tilværelse - når målet bliver at tjene
penge for blot at blive endnu rigere, fordi man så kan forbruge mere.
Hvis de materielle goder derimod ikke er et mål i sig selv, men betragtes
som en kapital (en arv eller en gave), der skal forvaltes bedst muligt
- til gavn for både en selv og sine medmennesker - så bliver de nærmere
til betroede talenter, der skal forvaltes under ansvar. Man kan ikke tjene
både Gud og mammon, men man behøver ikke at være materielt fattig for
at tjene Gud. Modsat kan man være meget materialistisk indstillet, selv
om man er fattig som en kirkerotte.
Menneskeværd og menneskesyn
Der er desværre en tendens til at måle menneskers
værdi i forhold til deres arbejdskraft og forbrugsevne - eller man kan
sige, at mennesker måles ud fra, hvor nyttige de er som samfundsborgere.
Derfor vil nogle arbejdspladser og kommuner gerne betale for, at syge,
der er i arbejde, kan blive opereret og behandlet på betalingshospitaler,
så de hurtigere kan vende tilbage til deres arbejde - og dermed gøre nytte
som effektive samfundsborgere.
Selvfølgelig ønsker mennesker, der rammes af sygdom,
hurtigst muligt at blive raske igen. Det er nu engang sjovere at være
rask end at være syg. Man kan heller ikke forhindre at pengestærke mennesker
søger til et privathospital, hvis det kan skaffe dem en hurtigere behandling
end den, det offentlige sygehusvæsen kan yde. Det er en del af den frihed,
de har til at råde over deres rigdom. Men det er et galt princip, hvis
det offentlige sygehusvæsen begynder at prioritere behandlingen af patienter
i forhold til patienternes evne som arbejdskraft og skattebetalere.
Princippet om lighed for loven må også gælde her.
Det må være patientens behov for behandling, der afgør, om han/hun skal
behandles før eller efter en anden patient - ikke patientens pengepung,
sociale status, alder eller arbejdsevne. Hvis en person fra Strandvejen
er indlagt på samme hospital sammen med en grønlænder fra Vesterbro, begge
for leverskader, så er det deres sygdomstilstand, der skal afgøre, hvem
lægen behandler først - prioriteringen skal ikke ske ud fra, om det er
whisky og rødvin eller øl, der er årsag til den syge lever.
Identitet i tro og religiøs synlighed
Der har i de seneste år været ført en skarp
og hånd debat om udlændinge i Danmark, og ikke mindst har man i Dansk
Folkeparti og andre kredse på den fløj kunnet spore en tiltagende modstand
mod indvandrere og flygtninge - og ikke mindst den muslimske del af dem.
Det kan der være flere årsager til - f.eks. nationalisme og fremmedhad.
Men en medvirkende årsag til, at især muslimer er
kommet i skudlinjen, skal uden tvivl søges i, at religion og tro står
som noget fremmed for en del danskere. Nogle danskere føler sig provokeret,
når de møder mennesker med en religiøs identitet.
Siden den materielle vækst begyndte at tage form
i efterkrigstiden, og hvor der for alvor i 1960'erne og 1970'erne begyndte
at tegne sig konturer af et materialistisk samfund, er der også sket en
sekularisering af samfundet. Som led i en stor europæisk undersøgelse
blev der såvel i 1981 som i 1990 spurgt til danskernes tro. Undersøgelsen
viste, at knap 25 procent af danskerne i 1981 troede på "en personlig
Gud", mens det i 1990 kun gjaldt 20 procent. Og da Gallup i efteråret
1999 stillede et tilsvarende spørgsmål var andelen faldet yderligere til
16 procent.
Nok er der i de seneste år begyndt at komme en ny
åndelig søgen, men det er en søgen, der til dels giver sig udslag i, at
mennesker prøver lidt af dit og dat - lidt yoga, lidt reinkarnation, lidt
buddhisme, lidt new age og andre metoder til at fordybe sig i sig selv.
Talen om Jesus Kristus, Guds søn, som verdens frelser, og om, at mennesket
ikke er i stand til at frelse sig selv og har brug for en frelser, passer
ikke ind i alle moderne menneskers tankebaner. For nogle er mantraet i
dag, at man ønsker at skabe en gud i sig eget billede eller at finde gud
i sig selv.
Men på samme måde som kristendommen kan vække forargelse
hos nogle, tror jeg, at muslimerne vækker forargelse hos mange. Ikke mindst
fordi nogle muslimer (men langt fra alle) gør deres religion meget synlig
- f.eks. ved, at kvinder går med slør eller tørklæde. Den slags kan anfægte
nogle af de mennesker, der ikke selv har en tro, fordi de netop bliver
mindet om, at de ikke ved, er usikre eller uvidende om, hvad de selv tror
på. Andre bliver provokeret, fordi de selv tørklæderne og slørene som
udtryk for kvindeundertrykkelse. Det kan diskuteres, hvorvidt de muslimske
kvinders klædedragt er bestemt af deres religion eller deres kultur, men
hvis en kvinde ud fra sin religiøse overbevisning vælger at gå med slør,
så er det vel ikke udtryk for kvindeundertrykkelse?
Det er vel heller ikke kvindeundertrykkende, at katolske
nonner går i en nonnedragt, der også indbefatter et tørklæde, eller at
kvinder i Frelsens Hær går i uniform?
For nogle år siden kunne det vække forargelse, hvis
en person gik med et kors for at vise, at han/hun var kristen. I tiden
efter 1968 kunne en person, der bar et kors som halssmykke, risikere at
blive stemplet som "from", "hellig", "missionsk" eller lignende - udtryk,
der alle havde den underforstående betydning, at den pågældende person
levede et livsfor-nægtende liv, kun optaget af sin religion.
Men i dagens Danmark hører det til sjældenhederne,
at et kors forarger. Efter at Madonna og andre pop- og filmstjerner har
brugt store kors i meget iøjnefaldende udsmykninger, er kors blevet en
helt accepteret del af et i øvrigt righoldigt og broget udvalg af modesmykker,
der også omfatter religiøse symboler som Thors hammer, yin og yang-tegn,
astrologiens stjernetegn, Buddha-figurer m.v. Ja, man kan se pornofilm,
hvor pornostjerner stønner af sex med et kors-halssmykke hængende om halsen. Og hverken pornoen eller korset
forarger længere.
Åndelige strømninger gør sig i stigende grad gældende
i samfundet, og det er blevet ok at tro på et eller andet. Så selv om
sekulariseringen stadig har et solidt tag i mange mennesker, så er det
blevet ok at bære kors - og man kan gøre det uden at blive taget til indtægt
for den tro, korset er symbol på.
Modsat skal det retfærdigvis siges, at der er også
er mennesker, der bærer kors - netop som et symbol på deres kristne tro.
I nogle tilfælde sker det måske som en reaktion på, at islam er blevet
mere synlig i gadebilledet. I andre tilfælde sker det blot som en stille
bekendelse af, hvad de tror på.
Idoldyrkelse
Mens den almindelige gudstjenestedeltagelse
ligger på et beskedent niveau i Folkekirken, så er tilbedelsen og dyrkelse
af sports- og popidoler til tider ganske omfattende - og den kan i visse
tilfælde hos nogle mennesker antage nærmest religiøse dimensioner.
Da Brødrene Olsen i foråret 2000 vandt det europæiske
Melodi Grand Prix, blev de næste dag hyldet på forsiden af Ekstra Bladet
med overskriften "GUDERNE OLSEN". Tilsvarende er sangeren Madonna og flere
andre inden for underholdnings- og musikbranchen blev udråbt til "gud".
Det samme sker i stor stil inden for sportsverdenen.
Da Bjarne Riis i 1996 vandt Tour de France, hyldede nogle af hans fans
ham med skilte og bannere med tekster som: "Riis er gud".
Håndboldstjernen Anja Andersen, kvindehåndboldlandsholdet
og adskillige andre sportsstjerner er også blevet gjort til "gud" af deres
fans. Ingen af disse personer har selv ophøjet sig til guder, men de er
blevet hyldet som guder af deres fans - ligesom nogle Brøndby-fans mener,
at Brøndby er gud.
Denne guddommeliggjorte hyldest forekommer også på
andre områder. F.eks. bragte dagbladet Politiken den 16. maj 1999 en artikel
på forsiden af kultursektionen om maleren Sven Dalsgaard, hvor overskriften
var "Sven Dalsgaard er gud".
Det er ikke nyt, at kunstnere og sportsfolk bliver
tiljublet af fans. Det skete også længe før, vi fik mulighed for at følge
den slags døgnet rundt på tv. Og et samfund har givetvis brug den slags
helte og idoler, der kan være forbilleder for andre. Triumfer på sportsbanen
giver mange - ikke mindst børn - drømme om en dag selv at spille på fodboldlandsholdet
eller vinde bjergetapen til Alpe d'Huez.
Derfor ser jeg intet forkert i at juble og hylde
en person, der begår store bedrifter - hvad enten der er tale om en cykelrytter,
et helt landshold, et rockband, en operasanger eller en videnskabsmand.
Men det bliver for mig at se betænkeligt i det øjeblik, tiljublingen ændrer
karakter og bliver til en form for tilbedelse af vedkommende. I det øjeblik,
man ikke blot kalder idolet - hvad enten det er en person eller en klub
- for gud, men ligefrem tilbeder det som en gud, så er man inde i en egentlig
afgudsdyrkelse. Den slags fører til afhængighed - og en dag utvivlsomt
også til skuffelse. For en menneskeskabt afgud er hverken fuldkommen eller
ufejlbarlig, og dermed lurer der hele tiden en fare for, at idolets fine
facade vil krakelere og slå revner. En dag bliver fodboldspilleren måske
dømt for vold, popstjernen udtaler sig racistisk, cykelrytteren bliver
taget for spritkørsel eller succesforfatteren bliver dømt for skattesnyd.
Når den slags indtræffer, er man ilde stedt, hvis man ikke har andet livsgrundlag
end det, der er knyttet til tilbedelse af et falmet idol.
Identitet og livsmål
En anden side af et menneskes identitet handler
om, hvilke mål man sætter sig i livet. Hvordan vælger jeg at bruge det
liv, jeg har fået? Hvordan lever jeg op til mit ansvar som menneske?
Som kristen er mit udgangspunkt, at min Gud og skaber
stiller mig over for nogle fordringer: Jeg er skabt til gode gerninger.
Jeg skal bruge og ikke misbruge mit liv. Jeg har et ansvar i forhold til
mine medmennesker. Samtidig må jeg erkende, at jeg - som det egoistiske,
ufuldkomne menneske, jeg er - ikke er i stand til at leve op til disse
fordringer. Jeg har fejlet - og vil uden tvivl komme til at gøre det igen
- på min livsvandring. Derfor har jeg til stadighed brug for Guds nåde
og tilgivelse.
Sådan vil et menneske, der ikke er kristen, ikke
udtrykke sig. En muslim og en jøde vil på nogle punkter ligge tæt op ad
min opfattelse, mens vi f.eks. i spørgsmålet om frelse vil have vidt forskellige
holdninger. Derimod vil en humanist, der ikke tror på Gud, ikke være enig
med mig - i hvert fald ikke i udgangspunktet. Han/hun vil sætte mennesket
i centrum. Det kan føre til, at livsmålet bliver at skabe en bedre verden
for menneskene og menneskeheden. Men målet kan også blive at skabe størst
mulighed lykke, magt, rigdom eller berømmelse for én selv. Man kan kalde
det henholdsvis gruppeegoisme og superegoisme. (Uanset religiøs og ideologisk
overbevisning er egoismen et generelt problem for os alle. Egoismen er
en del af den ondskab, der har kendetegnet menneskeheden siden syndefaldet,
og derfor plages alle mennesker af tilbøjeligheden til at handle selvisk
og egenrådigt. Det gælder kristne såvel som alle andre mennesker.)
Materialismens opblomstring i de seneste årtier har
- kombineret med humanistisk tankegang - uden tvivl forstærket tendenserne
til egenrådighed og selvhævdelse. Og i dagens materialistiske Danmark
støder man på en mangfoldighed af livsmål.
For én er målet at tjene så mange penge, at vedkommende
som 40- eller 50-årig kan slå sig ned i afsides alpelandsby og nyde livet
med udgifterne betalt af renterne af den formue, det lykkedes vedkommende
at skrabe sammen, mens børnene sukkede efter at være sammen med far.
For andre er målet at blive kendt og berømt. Vor
tids multimedieverden rummer et overflødighedshorn af muligheder for at
nå højt op ad berømmelsens stejle tinder. Og nogle skyr næsten ingen midler
for at nå til tops. Man udleverer gerne sig selv for åben skærm - hvad
enten det drejer sig om pseudo-virkeligheden i Robinson, Big Brother og
lignende underholdningsprogrammer, eller man søger ind i sex- og pornobranchen,
hvor der uddeles pornofilmpriser og porno-Oscars, og hvor det i dag vrimler
med pornodronninger og pornoprinsesser med høj stjernestatus.
I foråret 2000 kunne man på TvDanmark se en halv
times program om en dansk kvinde, der havde sat sig som mål at få Danmarks
største kunstige bryster - og efter fem operationer og 2 x 1600 milliliter
silikone i barmen, var det ifølge udsendelsen lykkedes. Prisen herfor
- ud over en masse tusinde kroner - var, at hun havde svært ved at få
nye kvindelige venner, og at hun hver anden uge skulle til fysioterapeut
for at få massage, der skulle forebygge rygskader på grund af silikonebrysterne.
Mens store bryster er målet for nogle kvinder, har
andre det modsat. De gør alt for at få en slank figur, og for nogle bliver
dette mål en sygelig besættelse, som i ekstreme tilfælde truer med at
tage livet af de pågældende. En undersøgelse, der i efteråret 2000 blev
foretaget af Politikens Børneliv-redaktion blandt elever i 7. klasse -
med besvarelser fra 156 piger fra 20 forskellige skoler - viste, at godt
en tredjedel af pigerne havde været på slankekur mindst et par gange.
Ligeledes svarede omkring en tredjedel, at de drømmer om at ligne en anden
person.
Nogle personer ofrer ligefrem formuer på i det ydre
at komme til at ligne et andet menneske. For eksempel er der kvinder,
der har gennemgået flere plastikoperationer for at komme til at ligne
idoler som Cher og Pamela Anderson.
Disse eksempler viser - selv om det selvfølgelig
langt fra er alle, der går så ekstremt til værks som beskrevet ovenfor
- at udseendet spiller en væsentlig rolle for en del menneskers identitet.
Mange mennesker går meget op i udseende og sundhed. Det afspejles også
af den megen plads, der bruges i tv og i dag- og ugeblade på artikler
og tillæg om livsstil.
Identitet i en stor verden, der
er kommet tættere på
Vi lever i en foranderlig verden. Udviklingen
går i dag meget hurtigere end for 30, 50 og 100 år siden. Via tv får vi
mange flere oplysninger om forholdene i andre lande, end vi gjorde tidligere
- og nu udstilles såvel fattigdom som rigdom i farvestrålende billeder
på tv-skærmen. Samtidig gør satellit-tv det vanskeligere for lukkede lande
at hindre deres befolkninger i at se programmer, der ikke falder i magthavernes
smag. Ved hjælp af e-mails kan vi let og hurtigt kommunikere med andre
mennesker på kryds og tværs af jordkloden.
De mange muligheder er på den ene side fascinerende.
På den anden kan de også være skræmmende. For mens jeg via internettet
hurtigt kan blive holdt ajour med nyheder fra ind- og udland og søge oplysninger
i databaser og opslagsværker verden over, så må jeg også konstatere, at
der bliver mere og mere information, som jeg slet ikke kan nå at sætte
mig ind i. Samtidig med at verden bliver mindre, fordi vi lettere og hurtigere
kan bevæge os rundt i den, så bliver den også meget, meget større, fordi
mængden af tilgængelig viden vokser nærmest eksplosivt.
Det påvirker også vores identitet. I dag er mange
af mine medmennesker - via tv og internet - kommet meget tættere på end
de var, da jeg for 30-40 år siden var barn og teenager. Jeg kan svagt
huske, da præsten og menneskerettighedsforkæmperen Martin Luther King
- og siden senator Robert Kennedy - blev myrdet i USA i 1968. Jeg hørte
om de tragiske begivenheder i radioen og kunne dagen efter læse om dem
i avisen, hvor der også var et par enkelte sort-hvide fotos. Begivenhederne
forfærdede, men samtidig havde jeg også en klar fornemmelse af, at de
var foregået et sted, der var langt væk. Anderledes var det den 11. september
2001. Her kunne jeg se på tv, at et fly fløj ind i World Trade Center,
og jeg kunne se de enorme støvskyer, da bygningerne styrtede sammen en
times tid senere. Terrorangrebet blev transmitteret direkte via tv, så
jeg kunne følge de tragiske begivenheder på fjernsynsskærmen på mit arbejde
og i mit hjem. Det foregik stadig i USA, men begivenhederne forekom ikke
helt så fjerne som dem i 1968.
På samme måde bringer tv os tæt på sultkatastrofer
i Afrika, oversvømmelser i Kina og konflikter rundt omkring i verden.
Modsat giver tv takket være satellit-tv og en storstillet eksport af amerikanske
og andre vestlige tv-serier og film til mindre udviklede lande i Afrika,
Mellemøsten og Asien befolkningerne i disse lande et billede, hvor Vesten
fremstår som rige, velstående samfund med en utrolig luksus og velstand.
Vi kan så bagefter sidde tilbage og sige, at det billede, der tegnes af
de kapitalistiske vestlige lande i serier som Glamour, er et fortegnet
billede, der langt fra fortæller sandheden om de vestlige lande. Problemet
er blot, at det er disse ensidige billeder, der "eksporteres" til mange
tv-seere i en række fattige lande. Så de kommer også tættere på os - og
på et mere eller mindre forvrænget billede af vores samfund.
Derfor har jeg ikke blot en identitet som menneske,
som kristen og som dansker. På et eller andet plan er min identitet som
præget af, at jeg lever i en stor broget verden sammen med over seks milliarder
andre mennesker. Verden er kommet tættere på - og den kommer tæt på hver
dag, når vi ser TV-Avisen eller læser om, at der dagligt dør omkring 27.000
børn under fem år på grund af sult, fattigdom og underernæring. Vi præsenteres
for et hav af nyheder, som på en eller anden måde kalder på, at vi tager
stilling.
Reaktionen kan være, at vi lukker af og siger, det
kan jeg ikke overskue. Det må andre tage sig af, det er ikke mit bord.
Men den kan også være, at vi begynder at udtænke forslag til, hvordan
de forskellige problemer kan løses - og måske endda ligefrem engagerer
os i politiske partier eller organisationer, der forsøger at gøre noget
for at løse problemerne. En reaktion kan også være, at vi giver et økonomisk
bidrag til humanitære organisationer, der samler ind for at hjælpe flygtninge,
der er blevet hjemløse på grund af krig, sult eller oversvømmelser. Eller
måske nedsætter vi hjemme i vores egen lille private husholdning forbruget
af vand og elektricitet for at yde et lille privat bidrag til at mindske
forbruget af verdens ressourcer - eller man vælger at cykle lidt mere
i det daglige, så man kan spare på bilkørslen - og dermed mindske benzinforbruget
og luftforureningen.
Identitet og livsmål i den store
brogede verden
Alt dette kan godt ende med at gøre én helt
forpustet og stakåndet. Verden er så stor, mulighederne så mange - og
samtidig må vi erkende, at meget af det ligger uden for ens egen rækkevidde.
Derfor gælder det om, at vi ikke blot har en identitet,
der kan hjælpe os til at have lidt styr på, hvem vi hver især er. Vi har
også brug for et fundament, et livsfundament. Noget, vi kan tro på og
leve på - noget, der er i stand til at bære én, når vi ikke selv er i
stand til at gå.
Tidligere var kristendommen for mange mennesker et
sådant bæredygtigt livsgrundlag. Spørgsmålet er, om det stadig er tilfældet?
I betragtning af, at kun omkring ti procent af befolkningen går regelmæssigt
i kirke, og i betragtning af, at kun 16 procent af befolkningen tror på
en personlig Gud, så kan man have sine tvivl. En væsentlig del af befolkningen
henter næppe deres identitet i den kristne tro - læs mere herom i afsnittet "Er Danmark et kristent land?" i Religionsudøvelse
i det sekulariserede Danmark.
Modsat udgør ateisterne heller ikke en særlig stor
andel af befolkningen. For en stor del af befolkningen gælder det, at
de "tror på et eller andet mellem himmel og jord", som det til tider udtrykkes.
De afviser ikke kristendommen på en bastant måde, men er nærmere usikre
over for den - og efterhånden også ret uvidende om, hvad kristendom egentlig
er. Trods denne uvidenhed lever et flertal i befolkningen antageligvis
stadig efter en række af de traditioner, der er forbundet med dansk kultur.
Herunder blandt andet den påvirkning, som De Ti Bud, der kendes fra såvel
jødedommen som kristendommen, har haft på kulturen.
Men i de tilfælde, hvor kristendommen er blevet reduceret
til en ceremoniel kulturkristendom, er det et spørgsmål, om den stadig
kan bære som livsgrundlag. Kan man hente kraft i kristendommen, hvis man
ikke jævnligt søger kristentroens kilder - ved at deltage i tilbedelsen
af Gud i menighedens fællesskab, ved at være sammen med Gud i bøn, ved
at deltage i nadveren, og ved at få tilsagt syndernes forladelse og Guds
velsignelse? Ender man ikke i et åndeligt tomrum, hvis man blot søger
til kirken og kristendommen i forbindelse med store begivenheder i livet
som bryllup, dåb og begravelse?
Det vil jeg personligt mene. Og jeg tror, at det
er en af årsagerne til, at mange danskere søger livets mening i astrologi,
reinkarnation, buddhisme og andre tilbud på det nyreligiøse og alternative
marked. Eller måske søger man at give materialismen en mening ved at leve
sundt, jage velvære m.v.
Spørgsmålet er blot, om man også har noget at leve
på den dag, man kommer til kort - den dag, hvor idolerne falder sammen
som kolosser på lerfødder. Eller den dag, hvor man får kræft, selv om
man har levet sundt og økologisk. Eller den dag, hvor man helt meningsløst
bliver ramt af en ulykke.
Her har kristendommen et budskab om Guds kærlighed,
om frelse, om tilgivelse, om fred og glæde. Det er Folkekirkens og de
øvrige kirkesamfunds udfordring at forkynde dette budskab, så det vækker
tro i befolkningen, så flere vender sig til Gud - læs mere herom i Folkekirkens
udfordring i et sekulariseret og pluralistisk samfund.
^ Til top
|
