|
Religionsudøvelse Selv om Danmark kan betegnes som et multireligiøst samfund, er det ikke et særligt religiøst land. Uanset religiøs baggrund er store dele af befolkningen tydeligt præget af sekulariseringen og materialismen. Ligesom Danmark betegnes som et multietnisk og multikulturelt samfund, bliver det også nogle gange kaldt multireligiøst. Udtrykket giver en vis mening, hvis det sigter til, at flere religioner har fået fodfæste i Danmark - ud over kristendom også islam, jødedom, hinduisme, buddhisme og talrige nyreligiøse bevægelser. Udtrykket kan også give en vis mening, hvis det hæftes på den gruppe af mennesker, der udformer deres egen religion/livsanskuelse ved at blande elementer fra forskellige religioner sammen - f.eks. et miks af næstekærlighed, reinkarnation og astrologi. Men samtidig skal man huske, at såvel kristendommen som andre religioner kun i begrænset omfang sætter deres præg på hverdagslivet i Danmark. Den religiøse dimension ikke særlig synlig i samfundsbilledet. Gudstjenester, religiøse fester og anden gudsdyrkelse fylder ikke meget i det offentlige rum. Så selv om Danmark kan betegnes som multireligiøst, er det ikke et særligt religiøst samfund. Danmark er i meget høj grad et sekulariseret samfund, og det er ikke kun de kristne kirkesamfunds medlemmer, der i vidt omfang er blevet præget af sekulariseret materialisme - sekulariseringen og materialismen spores også i muslimske og jødiske samfund og blandt andre religiøse grupper. Sekularisering og pluralisme I Danmark er det en udvikling, der er sket gradvis under påvirkning af forskellige åndsstrømninger, blandt andet oplysningstidens rationalisme og humanismens ateisme. Læs også afsnittet "Kristen påvirkning" i Danskhedens mange facetter. Vore dages Danmark kan også betegnes som et pluralistisk samfund. Pluralisme vil ifølge Nudansk Ordbog sige "den holdning, at der skal være plads til flere forskellige holdninger, opfattelser, religioner og kulturer i et samfund". Det er således svært at forestille sig et demokratisk samfund uden pluralisme. I Religionsfrihed i et pluralistisk samfund ses nærmere på, hvordan de rammer, lovgivningen sætter for religionsudøvelsen, har udviklet sig i Danmark. Her sættes i det følgende fokus på, hvordan selve religionsudøvelsen har udviklet sig. Blandt andet skal vi se på befolkningens forhold til Folkekirken og på, hvilke religiøse og åndelige strømninger der har gjort sig gældende i befolkningen i de seneste år. Stort flertal deltager aldrig
I den modsatte ende af skalaen svarer to procent, at de går i kirke mindst en gang om ugen, og yderligere syv procent gør det mindst en gang om måneden. Knap 10 procent af befolkningen går altså regelmæssigt i kirke. Denne Gallupundersøgelse, hvis tendens også ses i andre undersøgelser, viser tydeligt, at kirkegangen ikke nær er på højde med den medlemsmæssige tilslutning til Folkekirken. Afhængig af ens eget ståsted kan man så enten beklage eller glæde sig over, at udviklingen er gået i den retning. Men for den kristne kirke er situationen, som den tegner sig i dag, en kæmpe udfordring. Set med folkekirkeøjne er det ikke særligt tilfredsstillende, at knap 85 procent af befolkningen er medlem af Den Danske Folkekirke, når kun omkring 10 procent regelmæssigt deltager i kirkens gudstjenester. Læs mere herom i Folkekirkens udfordring i et sekulariseret og pluralistisk samfund. Det store flertal på omkring 75 procent af befolkningen fastholder altså deres medlemskab af Folkekirken, selv om de aldrig eller kun sjældent deltager i en almindelig gudstjeneste. Mange af dem lader også stadig deres børn døbe, ligesom en del bliver gift i kirken. I langt de fleste tilfælde vælger mennesker også en kirkelig begravelse, når der skal tages afsked med en død slægtning. Folkekirken spiller altså fortsat en rolle i mange menneskers liv i forbindelse med nogle af tilværelsens store begivenheder - fødsel, ægteskab og død. Men hvilken rolle spiller kirken i disse sammenhænge? Er den en institution, der blot skal levere nogle højtidelige ceremonier i forbindelse med disse familiebegivenheder - ceremonier, som kirkens medlemmer måske tilmed mener, at de har krav på at få leveret? Eller søger man pågældende til kirken, fordi man erkender sin afmagt som menneske og derfor ønsker Guds hjælp og velsignelse i nogle meget betydningsfulde livssituationer - og til overhovedet at kunne magte livet med dets gaver og opgaver, ansvar og pligter? Lader forældre deres børn døbe, fordi de erkender synden og ondskaben i verden og derfor ønsker børnene døbt til at tilhøre Jesus Kristus, der skænker dem syndernes forladelse? Eller gør de det, fordi det er en tradition i deres familie? Jeg kan ikke besvare disse spørgsmål, og det er heller ikke min opgave at forsøge herpå. Det er op til den enkelte at ransage sine bevæggrunde til at søge kirken i disse situationer. Kulturkristendom At være kulturkristen vil sige, at man holder fast ved kirken som en del af samfundets kultur - f.eks. er der mange, der stort set kun går i kirke juleaftensdag. Eller man besøger kirker, når man er på ferie, for at se på udsmykningen og arkitekturen i kirkerne. Endelig lader man som nævnt kirken danne rammen om indledningen af familiefester i forbindelse med dåb og bryllup. Kirken er fortsat en del af manges danskeres kulturelle bagage, men det betyder ikke nødvendigvis, at kirkens budskab - kristendommen - har en lige så sikker plads i menneskers liv. Man afviser ikke Jesus som en historisk person, der levede for et par tusinde år siden - og man betragter ham måske som et forbillede. Men begge dele kan man sagtens gøre, uden at man tror på ham som verdens frelser. Modsat spores der blandt mennesker, der kun sjældent kommer i kirken, også en øget interesse for at få mere at vide om, hvad kristendom er, og hvad det vil sige at tro. Så man kan ikke ud fra en persons kirkegang - eller manglende kirkegang - sige noget om vedkommendes tro. Denne skelnen mellem regelmæssige kirkegængere og kulturkristne er heller ikke et forsøg på at dele mennesker op i a- og b-kristne. På ingen måde. Den tjener alene til at give et billede af i hvilket omfang, Folkekirkens medlemmer bruger deres kirke. Helt grundlæggende mener jeg desuden, at det ikke giver mening at tale om, at mennesker er mere eller mindre kristne. Enten er man kristen, eller også er man ikke. Religiøsitet og gudsbilleder Som led i en stor europæisk undersøgelse blev der såvel i 1981 som i 1990 spurgt til danskernes tro. I begge tilfælde blev godt 1000 personer spurgt. Undersøgelsen viser, at knap 25 procent af danskerne i 1981 troede på "en personlig Gud", mens det i 1990 kun gjaldt 20 procent. Og da Gallup i efteråret 1999 som led i en international undersøgelse stillede et tilsvarende spørgsmål var andelen faldet yderligere til 16 procent. Modsat knyttede hver tredje i 1990 troen til "en særlig åndelig kraft", mens det kun var tilfældet for hver fjerde i 1981. Og i Gallup-undersøgelsen fra 1999 svarede 51 procent, at de troede på en upersonlig gud i form af en "sjæl eller en livskraft". I samme undersøgelse bekendte 15 procent af danskerne sig som ateister, mens 16 procent svarede "ved ikke" på spørgsmålet om, hvad de tror på. Til trods for den usikkerhed, der er forbundet med undersøgelser af den art, viser tallene nogle tydelige tendenser. I 1981 troede næsten hver fjerde på en personlig Gud, hvilket - som udtryk for en monoteistisk gudsopfattelse - kan dække over såvel en kristen, en jødisk som en muslimsk gudsopfattelse. Men i 1999 er det kun hver sjette, der har et sådant gudsbillede. Modsat er andelen af mennesker, der tror på et mere diffust gudsbegreb som "en særlig åndelig kraft" eller en "sjæl eller en livskraft", steget fra 20 procent i 1981 til 51 procent i 1999. Så mens andelen af mennesker, der tror på et eller andet er steget fra knap 45 procent i 1981 til 66 procent i 1999, så er det Guds-/gudsbillede, der er knyttet til troen, for de flestes vedkommende blevet langt mere flertydigt, end det var knap 20 år tidligere. Jesus opfattes forskelligt Spørgsmålet er så, hvad Jesus betyder for os danskere. Her svarer 40 procent, at han ingen betydning har i deres daglige liv, mens 22 procent svarer, at han har stor eller relativ stor betydning. 39 procent mener, at Jesus både er Gud og menneske (og er dermed i overensstemmelse med den kristne lære), mens 42 procent ikke mener, at det er tilfældet. Det centrale budskab i kristendommen er, at Jesus er verdens frelser. Her viser undersøgelsen, at 32 procent ser Jesus som en frelser (uden at der i spørgsmålet ligger, om de pågældende også tror på ham som frelser), mens 56 procent ikke ser Jesus som en frelser. 64 procent ser Jesus som en af historiens store kulturelle skikkelser, mens 28 procent mener, at det ikke er tilfældet. 32 procent ser Jesus som et forbillede, mens 62 procent ikke gør det. Disse tal viser, at tilslutningen til kristendommens budskab om frelse ved troen på Jesus Kristus er langt mindre og langt mere diffust, end den medlemsmæssige tilslutning til Folkekirken er. Når 56 procent af befolkningen ikke ser Jesus som en frelser, så viser det, at en meget stor del af Folkekirkens medlemmer afviser selve kernen i kristendommen. Disse tal bekræfter på den ene side, at det danske samfund er sekulariseret, mens det på anden side er en stor udfordring til Folkekirken, at en så stor del af befolkningen - og af dens medlemmer - undsiger helt fundamentale elementer i kristendommen. Man kan så undre sig over, at det forholder sig sådan, og at ikke langt flere har meldt sig ud af Folkekirken. Men det ændrer ikke ved, at Folkekirken står over for store udfordringer i vor tids sekulariserede og pluralistiske samfund. Læs mere herom i Folkekirkens udfordring i et sekulariseret og pluralistisk samfund. Kulturkirkeligheden er ikke ny Jeg skal ikke forsøge at gå i dybden med det spørgsmål her. Blot nævne et par bemærkelsesværdige citater, der giver et fingerpeg om, at nogle af vore dages problemer måske ikke er så nye endda, når det kommer til stykket. Kirkehistorikeren Martin Schwarz Lausten skriver således i "Kirkens historie i Danmark" om situationen i begyndelsen af 1800-tallet blandt andet: "Man, dvs. kirkens ledere og de, der fulgte med, var klar over, at dersom udviklingen skulle vendes, skulle man væk fra den kirkelige ligegyldighed og de tomme kirker, som der klagedes meget over på denne tid, så var det præsternes uddannelse, især prædikernes indhold, som skulle reformeres." Tomme kirker er altså ikke et nyt fænomen. Det blev der også klaget over for 200 år siden. Tilsvarende skriver Ebbe Kløvedal Reich i bogen "Solskin og lyn. Grundtvig og hans sang til livet" blandt andet følgende om den kirkelige situation i 1820'erne: "Kirkegangen var ringere i København end i Præstø. Almindelig ateistisk snusfornuft og sværmerisk naturromantik optog mere plads i sindene, end den kristne tro gjorde. Ude på landet voksede de gudelige forsamlinger stadig hurtigere. Kirken var kort sagt mere kriseramt end nogensinde." Fælles for de mange vækkelser og bevægelser, der opstod dengang og op gennem 1800-tallet, var da også, at de deres forskelligheder til trods netop havde et ønske om at vække troen til live i befolkningen. Det gjaldt de stærke jyder, vækkelserne på Fyn, Indre Mission og den grundtvigske bevægelse. Grundtvig lagde hårdt fra land, da han i 1810 holdt sin dimisprædiken. Den havde overskriften: "Hvi er Herrens ord forsvundet af hans hus?", og da den senere blev trykt uden tilladelse, klagede seks præster over den. Senere blev tonen anderledes hos præsten og salmedigteren Grundtvig, der satte et stærkt præg på såvel kirkelivet som folkelivet i 1800-tallet. Det gik heller ikke stille af, da Søren Kierkegaard midt i samme århundrede gik til angreb på statskirken. Det førte til nogle voldsomme verbale slagsmål med den kirkelige top. Sekularisering i andre trosretninger Hvis man ser på de 15 procent af befolkningen, der ikke er medlem af Folkekirken, så kan de deles op i følgende grupper: Andre kristne: Det være sig katolikker, ortodokse, reformerte såvel som medlemmer af frikirker som baptister, pinsevenner, metodister, Missionsforbundet, Frelsens Hær m.fl. Nogle af disse er også medlem af Folkekirken - det kan f.eks. skyldes, at de ikke meldte sig ud af Folkekirken, da de gik ind i et andet kirkesamfund. Ligeledes er der svenske, norske og andre nationale menigheder. Desuden er der en stor gruppe kristne blandt de flygtninge og indvandrere, der er kommet hertil i de seneste årtier. Det betyder, at en række nye kristne kirkesamfund er blevet repræsenteret i Danmark - desværre har de i nogle tilfælde haft svært ved at blive integreret i det danske kirkeliv. Ikke-kristne religioner: Det vil sige medlemmer af store verdensreligioner som islam (med dens forskellige retninger), jødedom, buddhisme og hinduisme. Nyreligiøse bevægelser: Grupper, der er tilhængere af nyreligiøse bevægelser som Hare Krishna, Moon-bevægelsen, Bahai-samfundet m.fl. Åndelige strømninger: Strømninger og bevægelser, der måske ikke er knyttet til et fast organiseret trossamfund, men som alligevel arrangerer møder og aktiviteter, der tiltrækker mennesker omkring forskellige former for åndelighed - f.eks. new age, auralæsning, healing, numerologi m.v. Ateister: Mennesker, der afviser troen på en personlig gud eller en anden form for guddom. Modsat må en ateistisk overbevisning også siges at være udtryk for en tro - nemlig overbevisningen om, at der ikke er nogen Gud. Det er forskelligt, hvordan sekulariseringen slår igennem i disse forskellige kirke- og trossamfund. Den er selvfølgelig total blandt ateisterne. Det ligger i sagens natur. Derimod er den givetvis mindre udpræget blandt nogle af kirkesamfundene uden for Folkekirken end i samfundet som helhed. Det samme vil være tilfældet blandt en del nyreligiøse bevægelser, hvorimod billedet er meget broget blandt dem, der dyrker forskellige former for nyåndelighed, fordi åndeligheden her kan knyttes tæt sammen med mål om personlig karriere, fremgang og andre materialistiske mål. Blandt dem, der dyrker andre store religioner, spores der blandt jøder og muslimer en vis sekularisering. Derimod har jeg ikke kendskab til, hvordan det forholder sig blandt buddhister og hinduer her i landet. Sekularisering blandt muslimer
og jøder Muslimerne er - ligesom kristne - delt op i flere forskellige trossamfund, dels ud fra nationale tilhørsforhold, dels ud fra religiøse forskelle. Men der er også forskel på, i hvilket omfang de udøver deres tro/religion. Man kan ikke tage for givet, at mennesker, der betegnes som muslimer, også er praktiserende muslimer - lige så lidt som man kan tage for givet, at alle kristne (døbte) danskere går i kirke. Sekulariseringen har i forskellig grad sat sit præg på de muslimske samfund i Danmark. Således viser en undersøgelse, som Lise Togeby og Birgit Møller foretog på initiativ af Nævnet for Etnisk Ligestilling i 1999, at en del af muslimer i Danmark ikke praktiserer deres religion. Det gjaldt således for 49 procent af bosnierne, 38 procent af tyrkerne, 26 procent af somalierne og 21 procent af libaneserne og de statsløse palæstinensere - de fire grupper, der var omfattet af undersøgelsen. Omvendt gav 22 procent af somalierne og 12-13 procent af de øvrige grupper udtryk for, at de havde problemer med at praktisere deres religion. For somalierne især i forbindelse med daglig bøn, og for bosnierne især fordi, der ikke var en moské eller et bedehus i nærheden af deres bopæl. Er Danmark et kristent land? Helt grundlæggende kan man dog spørge, om et land overhovedet kan være "kristent". Kristendom er noget, det enkelte menneske må tage selvstændig stilling til - og enten kan tilslutte sig eller afvise. Det kan et land ikke gøre, medmindre man vil gøre kristendommen til en tvangsmæssig statsreligion, som alle skal tilhøre. Men det er imod selve kernen i kristendommen at gøre den til en sådan tvangsmæssig statsreligion, og heldigvis hører tvangsdåb til en svunden periode i statskirkens historie. Rent sprogligt kan der dog i visse sammenhænge være en idé i at give et land et religiøst fortegn, fordi man herved kan give en karakteristik af de religiøse forhold i landet. I den henseende kan man med en vis ret betegne Danmark som et kristent land, da mindst 85 procent af befolkningen er medlem af Folkekirken eller et andet kristent trossamfund. Men det vil være mere korrekt at sige, at Danmark er et land, hvor langt hovedparten af befolkningen er medlem af et kristent trossamfund, og at der herudover findes en lang række religiøse mindretal - muslimer, jøder, hinduer, buddhister m.fl. Men er det tilstrækkeligt til, at man kan betegne Danmark som et "kristent land". Hvad nu, hvis en væsentlig del af de mange kirkemedlemmer ikke opfatter sig selv som kristne? Er kirkemedlemskabet blot en ydre facade, der blot skjuler et åndeligt tomrum - eller en tro, der ikke svarer til den kristne trosbekendelse? Det ved vi ikke ret meget om, men det rejser en række interessante spørgsmål - som f.eks.: Vil alle disse kirkemedlemmer betegne/bekende sig som kristne? Hvad svarer de, hvis et analyseinstitut ringer op og spørger, om de er kristne? Hvad svarer de, hvis de kommer til at tale om religion ved et middagsselskab? Hvad svarer de, hvis en muslim spørger til deres tro? Desværre findes der mig bekendt ikke sådanne undersøgelser. Men spørgsmålene er interessante, fordi svarene vil sige noget om, i hvilket omfang Folkekirkens og de øvrige kirkesamfunds medlemmer henter deres identitet, livsgrundlag og menneskesyn i kristendommen, der - som det fremgår af Danskhedens mange facetter - har været en af de væsentligste inspirationskilder og bidragydere til udviklingen af det moderne velfærdssamfund, vi lever i. Eller om deres livsfundament bygger på andre kilder. Meningsmålinger og forskellige undersøgelser fra de seneste årtier giver - trods den begrænsning, der ligger i den slags undersøgelser - et tydeligt billede af, at en stor del af befolkningen undsiger flere af de helt centrale elementer i den kristne trosbekendelse - læs mere ovenfor i Jesus opfattes forskelligt. Når 42 procent ikke mener, at Jesus både er Gud og menneske, når 56 procent ikke ser Jesus som en frelser, og når halvdelen af befolkningen tror på en upersonlig gud i form af en "sjæl eller en livskraft", så må det tages som udtryk for, at en meget stor del af befolkningen som helhed - men også af Folkekirkens medlemmer - har en bekendelse, der ikke svarer til hverken Folkekirken eller flere andre kirkesamfunds trosbekendelse. Nogle kirkemedlemmer vil måske tilmed have en bekendelse, der er i direkte modstrid med de kirkelige bekendelsesskrifter. På den baggrund er det i mine øjne uhyre problematisk at tale om Danmark som et "kristent land". For nok er seks ud af syv danskere medlem af et kirkesamfund, men mange af disse kirkemedlemmer tror altså på noget andet end det budskab, der forkyndes af de kirker, de er medlem af. På den baggrund er der også grund til at antage, at en væsentlig del af befolkningen ikke primært henter sin identitet i den kristne tro - f.eks. som den udtrykkes i det dobbelte kærlighedsbud om at elske Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sin styrke og hele sit sind og sin næste som sig selv. En del mennesker har i hvert fald en betydelig uvidenhed om kristen tro. Læs også artiklen Menneskesyn, identitet og livsgrundlag. Plads til religion i et sekulariseret samfund? Hertil er kun at sige, at hvis et pluralistisk, demokratisk samfund virkelig skal være pluralistisk og demokratisk, så må religiøse mennesker og de ikke-religiøse behandles fuldstændigt lige. Alle må være lige for loven. Den person, der ønsker at løbe fem gange rundt om Damhussøen, skal have mulighed for det, ligesom den person, der ønsker at bede fem gange om dagen, skal have mulighed for det. Samvittighedsfrihed I integrationsdebatten og debatten om islam angribes muslimer fra tid til anden for, at de ikke vil underordne sig Grundloven og det danske demokrati, fordi de sætter deres tolkning af islam højere end verdslige love. Men spørgsmålet er, om der grundlæggende er frygtelig stor forskel mellem kristne og muslimer på det punkt? Jeg opfatter mig selv som værende "menneske og kristen", og jeg er ikke i stand til at adskille de to størrelser fra hinanden. Som menneske betragter jeg mig som værende skabt i Guds billede, og som kristen er jeg ved dåben og troen bundet til Kristus. Det er mit menneskesyn, min identitet og mit livsgrundlag. Det er selve fundamentet for mit liv. Det er i troen på Gud, at mit liv får mening - som skabt i Guds billede er jeg skabt til at elske - og skabt med et behov for at blive elsket. Den fordring til livet, jeg møder hos Gud, udtrykkes i det dobbelte kærlighedsbud, som i Matthæusevangeliet (kapitel 22, vers 37-40) formuleres sådan af Jesus: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind." Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: "Du skal elske din næste som dig selv." På de to bud hviler hele loven og profeterne." Det er en fordring, ingen af os magter i vor egen kraft. Det udtrykkes - sat på spidsen - således af Paulus i Romerbrevet (kapitel 7, vers 15): "… Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg." Det er det, vi kalder synd, og det er syndens tilstedeværelse, der gør, at vi har brug for en frelser - og det er her, Jesus Kristus kommer os i møde. Han udtrykket det selv således i Johannesevangeliet (kapitel 3, vers 16): "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." Og Paulus skriver i Efeserbrevet (kapitel 2, vers 4-10): "Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus - af nåde er I frelst - og han oprejste os sammen med ham … For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i." Det er den tro, jeg lever på, når jeg står op om morgenen - hvad enten det er søndag, mandag eller fredag - og det er den tro, jeg hviler i om natten. Det er en tro, jeg ikke kan eller skal skille ud og lægge fra mig på bestemte tidspunkter af dagen eller ugen. Det betyder ikke, at jeg altid lever det liv, som troen tilsiger mig - jeg er lige så ufuldkommen som andre mennesker, og jeg kan ligesom alle andre giver efter for ondskabens og egoismens fristelser, da synden også har plads i min menneskenatur. Der kan også være situationer og tidspunkter, hvor troen anfægtes så stærkt, at det er tvivlen, der råder. Når jeg går til gudstjeneste om søndagen, gør jeg det ikke for at vise min tro, men for at give troen næring, ligesom jeg søger at nære den ved blandt andet at læse i Bibelen, gennem bøn, ved at være sammen med andre troende og ved at tale med andre om tro. Det er altså troen på Kristus, der er mit livsfundament, og det er i troen på ham, jeg søger at hente vejledning i, hvordan jeg skal leve som menneske i hverdagen. I omgangen med andre mennesker står følgende udtalelse af Jesus for mig som et meget centralt princip: "Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne." (Matthæusevangeliet, kapitel 7, vers 12) Det er enkelt sætning af Jesu bjergprædiken, og den kaldes også for "den gyldne regel". Det er en regel, der ikke som sådan har noget med tro og religion at gøre, for det er en regel - eller et princip - der kan hjælpe os alle, uanset tro og religion, til at leve i fred og fordragelighed med hinanden. Det er en regel, der kan efterleves af såvel kristne, jøder og muslimer som af humanister og ateister. Men det er også klart, at jeg kan komme i situationer, hvor min tro byder mig at handle på en måde, der ikke falder inden for lovgivningens rammer. Jeg kan ikke komme på nogle konkrete eksempler - for det er ikke udtryk for samvittighedsfrihed, hvis jeg overtræder hastighedsgrænserne på motorvejen, eller cykler over for rødt. Det er nærmere udtryk mangel på samvittighed. Men inden for de seneste år kender vi til eksempler, hvor f.eks. præster har skjult flygtninge, der var nægtet asyl i Danmark, eller børn, der stod over for at blive tvangsfjernet. I begge tilfælde gjorde de pågældende det af samvittighedsgrunde.
Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |