|
Religionsfrihed I et pluralistisk samfund må der være religionsfrihed for "Loke såvel som for Thor". Religionslighed betyder ikke, at alle religioner og trosopfattelser skal betragtes som værende lige sande. Religionslighed vil derimod sige, at de forskellige kirke- og trossamfund stilles lige i forhold til loven. Derfor bør Folkekirken adskilles fra staten. Religionsfriheden er en af de frihedsrettigheder, danske statsborgere er sikret gennem Grundloven. "Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden." "Ingen er pligtige til at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen," hedder det i Grundlovens paragraf 67 og 68. Det er kun i de seneste godt halvandet hundrede år, at vi har været garanteret religionsfrihed herhjemme - og så sent som i årtierne op til vedtagelsen af Grundloven i 1849 er der eksempler på, at der blev praktiseret tvangsdåb og andre tvangshandlingerne fra danske myndigheders side - handlinger, som i dag ville blive betegnet som klare overtrædelser af religionsfriheden. Læs mere om tvangsdåb i Baptistbørn blev tvangsdøbt. Der er sket meget i samfundet, siden den kongelige enevælde blev afskaffet. Samfundet er blevet mere sekulariseret - læs mere herom i Religionsudøvelse i det sekulariserede Danmark - og flere religioner og trossamfund har fået fodfæste her i landet. Dette aspekt belyses nærmere i blandt andet Sameksistens på tværs af religioner og Folkekirkens udfordring i et sekulariseret og pluralistisk samfund. Samtidig har samfundet udviklet sig, så det ikke blot politisk, men også på andre områder i høj grad fremstår som et pluralistisk samfund. Mange vil sikkert betragte det som en naturlig ting for et samfund, som af langt hovedparten af indbyggerne uden tvivl opfattes som "et moderne samfund". Pluralisme betyder ifølge Nudansk Ordbog "den holdning, at der skal være plads til flere forskellige holdninger, opfattelser, religioner og kulturer i et samfund". Det er således svært at forestille sig et demokratisk samfund uden pluralisme. Det pluralistiske princip kan også udtrykkes med Grundtvigs ord: "Frihed for Loke såvel som for Thor". I dette kapitel skal vi se nærmere på, hvordan religionsfriheden praktiseres i det pluralistiske Danmark - hvordan forholdet er mellem staten og trossamfundene, og hvordan samfundet har udformet den lovgivning, der fastlægger rammerne for, at indbyggerne kan udøve den religion, de bekender sig til. Religionsfrihedens udvikling i Danmark Frem til 1849, hvor landets befolkning med Grundlovens vedtagelse blev garanteret religionsfrihed, var den lutherske kirke, som kong Christian III indførte ved reformationen i Danmark i 1536, statskirke herhjemme - eller måske rettere: en kongekirke. For reelt blev kongen hurtigt kirkens øverste myndighed på en lang række punkter. Allerede under Christian III var det kongen, der indkaldte til bispemøder, ligesom han også blandede sig i teologiske stridigheder. Og i enevældens tid (1661-1849) blev kongens magt yderligere befæstet. Kongen udnævnte præster og biskopper, og de blev ved siden af deres gejstlige pligter også pålagt en række verdslige opgaver. I den lutherske statskirkes tid havde religionsfriheden trange kår herhjemme. Efter reformationen blev de romersk-katolske biskopper afsat og fængslet, og bispegodserne blev underlagt kronen. Men de romersk-katolske præster blev i deres embeder, og de blev i de følgende år oplært til at forkynde luthersk kristendom. Samtidig fulgte et opgør med en række romersk-katolske traditioner, f.eks. brugen af rosenkransen (bedekrans) og Ave Maria-bønnen. Den blev forbudt. Og gudstjenesterne skulle ikke længere foregå på latin, men på dansk. Med hensyn til de katolske klostre fik munkene og nonnerne valget mellem enten at forlade klostrene eller at blive boende, hvis de hellere ville det - men i givet fald skulle de tilegne sig luthersk kristendom. De havde altså ikke frihed til at forblive romersk-katolske munke og nonner. I et tilfælde gik myndighederne dog mere barsk til værks, nemlig over for tiggermunkene. De blev ganske enkelt forbudt, fordi deres lære blev betragtet som falsk kristendom, og hvis de ikke ville opgive deres romersk-katolske tro, skulle de forlade landet. I 1537 (den 2. september) underskrev reformationskongen, Christian III, en kirkeordinans, der fastlægger en række regler ikke blot for kirken, men også om undervisning og fattigforsorg. Kirkeordinansen indeholdt bestemmelser om gudstjenesten og kirkelige handlinger og om udnævnelse af præster og biskopper, ligesom præsterne blev pålagt, at de skulle bygge deres virke på Luthers Lille Katekismus, på Luthers prædikensamling og andre reformatoriske bøger foruden Bibelen. "Regeringen tålte i øvrigt ingen afvigelser i den fastslåede rette lære. Der indførtes streng censur, og det kunne være særdeles skæbnesvangert, dersom en teolog begyndte at udvikle særstandpunkter," skriver kirkehistorikeren Martin Schwarz Lausten (s. 45) i "Kirkens historie i Danmark" om de første år efter reformationen. Religiøse flygtninge blev afvist Det er heller ikke nyt, at den rettes mod flygtninge. I 1553 var to skibe med næsten 200 flygtninge fra England kommet til Helsingør. Kirkehistorikeren Martin Schwarz Lausten betegner i førnævnte bog disse flygtninge som "nærmest calvinske". De var flygtet fra England, hvor dronning Maria havde genindført katolicismen, men efter forhør af flygtningenes leder nægtede den danske konge og hans rådgivere at give dem opholdstilladelse, fordi flygtningene ikke kunne tilslutte sig den danske lutherske nadverforståelse. "På nær enkelte gamle og syge blev flygtninge sat på åbne både midt i efterårsstormene og ført over Østersøen væk fra landet. Efter vor tids opfattelse en brutal handling, foretaget af den ellers så fromme Christian III, men i samtiden mente man, at forskellige trosretninger inden for et lands grænser kun ville volde usikkerhed og religiøs og social uro," skriver Martin Schwarz Lausten (s. 55-56) i "Kirkens historie i Danmark". Danskere konverterede til katolicismen Trods disse og andre anstrengelser lykkedes det dog ikke myndighederne at fastholde danskerne på en snæver luthersk kurs. Danskere blev påvirket af katolicismen under rejser til andre lande, ligesom der blev gjort katolske missionsfremstød i Danmark. Det førte til, at regeringen på et tidspunkt i første halvdel af 1600-tallet gjorde unge danskere, der var blevet katolikker, arveløse og forbød dem ansættelse i skole og kirke. Men religionstvangen og ensretningen kunne ikke opretholdes. Udlandsrejser og livligere kontakt på tværs af landegrænser virkede i retning af større åbenhed og tolerance. Regeringen måtte give de udenlandske ambassader i København religionsfrihed inden for deres egne områder. Det betød, at der fra 1671 blev holdt katolske messer i et kapel ved den franske ambassade, og der fandt konverteringer sted fra lutherdom til katolicisme. Den mest kendte var professor Niels Steensen, der senere blev romersk-katolsk biskop i Tyskland. Mammon banede vej for jødisk indvandring Jøderne fik i 1682 tilladelse til at bygge en synagoge i fristaden Fredericia, og to år senere fik de tilladelse til at holde gudstjenester i København - her skulle det dog foregå diskret i private hjem og uden prædikener. Der opstod efterfølgende jødiske menigheder i Randers, Aalborg og andre byer i provinsen. Der var dog voldsomme protester fra teologisk hold mod at give jødedommen adgang til det danske rige. Biskop Hans Wandal erklærede, at det ville være en "Satans og djævelens gerning", hvis det skete, og at kongen ville være medskyldig i gudsbespottelse, da jødedommen var "en vrang religion og afgudsdyrkelse". Reformerte kristne kommer til Danmark I Frankrig havde de reformerte (huguenotterne) været udsat for forfølgelse, og den danske regering mente, at det kunne blive til landets fordel, hvis landet åbnede grænserne for de reformerte, der var kendt som dygtige håndværkere og handelsfolk. Igen protesterede og advarede flere af kirkens biskopper. Men i 1685 gav kong Christian V - hvis hustru, Charlotte Amalie, kom fra en calvinsk familie - calvinisterne religionsfrihed og gode økonomiske privilegier. Disse tilladelser til katolikkerne, jøderne og calvinisterne chokerede den sjællandske biskop Hans Bagger så meget, at han forudså kristendommens undergang i Danmark. I 1685 advarede han således kongen med blandt andet disse ord: "Allernådigste konge, således omspændes og omringes vi allerede nu af adskillige kættere, sværmere og vantro mennesker, og hvis dette bliver ved, hvad skal det hele så ende med?" (Citatet og oplysningerne stammer fra Martin Schwarz Laustens bog "Kirkens historie i Danmark". Indskrænket religionsfrihed I begyndelsen af 1700-tallet begyndte den tyskinspirerede pietisme at vinde indpas i danske kredse, og i København begyndte lægfolk at holde private samlinger. Der blev nedsat en kommission af politiet og universitetsteologer, og dens undersøgelser førte i 1706 til et forbud mod "alle forsamlinger i husene af særsindede personer, som fremfører en egen lærdom". På andre punkter var kongen og hoffet dog positivt stemt over for pietismen, og få årtier senere var kong Christian VI og regeringen blevet så vakt for pietismen - eller rettere: en bestemt pietistisk retning, Halle-pietismen - at den blev fortegnet for den statsdirigerede kristendom i Danmark. Det førte til nye tvangsforanstaltninger mod andre retninger, herunder også andre pietistiske retninger, f.eks. herrnhuterne. Folk måtte ikke sende deres børn i tyske brødremenigheders skoler, helligdagsloven tvang (i form af trusler om bøder og gabestok) folk til kirkens gudstjenester, der blev indført konfirmation, og folk, der ikke ville lade deres børn døbe, blev truet med tugthus. I 1741 blev der vedtaget en lov, konventikelplakaten, hvor ansvaret for lokale opbyggelige møder blev placeret hos sognepræsten. Indflydelsen fra pietismen førte også til nye missionsfremstød over for jøderne i København i et forsøg på at omvende dem til kristendommen. På trods af den delvise religionsfrihed, de havde fået nogle årtier tidligere, blev alle jøder i København i 1728 tvunget til at overvære prædikener i Vajsenhusets Kirke. Myndigheder forbød også jødiske familier at ansætte kristne tjenestefolk, man forbeholdt sig retten til at tvangsdøbe jødiske børn og forbød opførelsen af en synagoge i hovedstaden. Missionsindsatsen havde ifølge kirkehistorikeren Martin Schwarz Lausten begrænset effekt. Det skønnes, at 91 voksne (og sammen med dem 21 børn) konverterede til kristendommen. Kirkekamp med fængselsstraffe Efter pietismen kom kirken - og dermed kristendommen - under påvirkning af den rationalisme og oplysningsteologi, der fulgte med oplysningstiden. Men rundt omkring i landet opstod der i lægmandskredse en reaktion mod den fornuftsbetonede kristendom, der prægede oplysningsteologerne. Der var dog også flere teologer, som vendte sig imod den rationalistisk betonede kristendom. Det var blandt andet i disse kredse, man fandt nogle af initiativtagerne til Det Danske Bibelselskab (1814) og Det Danske Missionsselskab (1821), nu Danmission. Blandt de lokale vækkelser, der opstod i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet, var en række lægmandsbevægelser - blandt andet "de stærke jyder" i Østjylland, og lignende grupper opstod flere steder i Jylland og på Fyn, Langeland og Sjælland. I flere tilfælde endte deres opblomstring i en lokal kirkekamp med statskirken. En af de vakte lægmænd, Hans Nielsen i Korning, holdt i protest sin dreng hjemme fra den lovpligtige konfirmandundervisning. Det endte med en sag, der gik helt til Højesteret, og her blev Hans Nielsen idømt et års tugthusarbejde, mens andre fra området blev idømt dagbøder eller dømt til fængselsophold på vand og brød, og man ville tvangsfjerne børnene, hvilket dog ikke skete. Flere steder i landet blev lægmandsledere fra de såkaldt "gudelige forsamlinger" straffet med bøder og tugthus. Men til sidst afgjorde Højesteret, at "de gudelige forsamlinger" ikke var lovstridige. Det hører med til billedet af religionsfrihedens begrænsning, at præsten og digteren N.F.S. Grundtvig, der også gik til kamp mod rationalismens fornuftsbetonede kristendom, i 1826 blev idømt livsvarig censur for udgivelsen af skriftet "Kirkens genmæle mod prof. theol. dr. H.N. Clausen" året forinden. Censuren blev dog ophævet af kongen i 1837. Baptistbørn blev tvangsdøbt Baptisterne søgte så sent som i 1841 om religionsfrihed, men kongen afslog. Det var også det råd, Sjællands biskop, J.P. Mynster, havde givet. Alligevel udstedte kongen i julen 1842 en amnestiplakat, der ophævede alle straffe, der ikke var afsonet, og ophævede alle løbende retssager. Lovligt anmeldte forsamlinger blev tilladt over hele landet, og baptisterne fik lov til at stifte én menighed - i Fredericia. Derimod blev kravet om barnedåb fastholdt, og plakaten forbød også mennesker at blive baptister. Men baptisterne ville ikke bøje sig for denne religionstvang. I praksis var det især tvangsdåben, der blev et problem. Børnene skulle døbes, inden de var otte uger gamle, men det blev baptistbørnene ikke. Biskop Mynster mente, at det var menighedens pligt at sørge for, at disse børn blev døbt. Og det gjorde man så med politiets hjælp. Der var dog flere præster, der ikke ville foretage tvangsdåb, og den holdning blev bakket op af Grundtvig. Han mente, at "statskirken prostituerer sin dåb ved at prakke den på gendøberne". Også i pressen blev der diskuteret for og imod baptisterne, der talte nogle få hundrede personer (i 1857 var de nået op på 1000 medlemmer). Den konservative avis Dagen bakkede biskop Mynster op og skrev i januar 1843 blandt andet: "Hvis der blev givet Baptisterne Religionsfrihed ville det faa katastrofale følger: Kirkelighedens fulde Forfald ville ikke udeblive, Sakramenterne ville tabe deres Agtelse ved at blive forvaltede af Udannede, og Ringeagt for Lærer-Embedet (præsterne) ville være uundgaaelig!" Modsat fik baptisterne støtte blandt de liberale. Således skrev Fædrelandet i februar 1841: "Skrive og læse, det kan næsten hver Bonde i det oplyste Danmark, men erkende den indfødte Borgers "Ret" til frit at bevæge sig i Landet, det kan end ikke en Forsamling af udkaarne danske Mænd. Lad det blive erkendt, at Statsmagten, fordi den bekender sig til den lutherske Tro, ikke har Ret til at mishandle Jøder og Gjendøbere, og at den ikke har Ret til at gøre sine lutheranske Undersaatter umyndige i Religionsanliggender, for at bevare dem i Lutheranismen." Der var også opbakning fra det daværende Dansk Folkeblad, der blev udgivet af Selskabet til Trykkefrihedens rette brug - og ikke må forveksles med Dansk Folkepartis nuværende medlemsblad af samme navn. Dansk Folkeblad skrev blandt andet: "Kærlighed til Individet og Toleration af Samfundet er de kristelige Grundsætninger, som Statskirken bør gaa ud fra i Bestemmelsen af sit Forhold til Baptisterne." I det daværende København boede der 125.000 mennesker - og selv om under én procent af dem var baptister, blev der sunget spotteviser og runddelt smædeskrifter om dem, så de blev ganske godt kendt i byen, fremgår det af Bent Hylleberg og Bjarne Møller Jørgensens bog om Baptistkirkens historie, "Et kirkesamfund bliver til". Trods modstanden fra statskirkens top skiftede kongen efterhånden mening, og i november 1848 blev tvangsdåben afskaffet. Statens og kirkens retslige forfølgelse af baptisterne ophørte, men da var omkring 30 baptistbørn blevet tvangsdøbt i landets folkekirker. Og med den grundlov, der blev givet den 5. juni året efter, blev religionsfriheden indført som en grundlovssikret rettighed. Religionsbestemmelser i Grundloven Disse paragraffer danner rammen om religionsfriheden - og dens begrænsninger - i dagens Danmark. Det er derfor nærliggende at se på, hvad disse paragraffer betyder i praksis - og hvor bestemmelserne kan komme i indbyrdes konflikt. Paragraf 4 Denne bestemmelse betyder, at der fortsat er en binding mellem staten og kirken, selv om kirken ikke længere formelt er en statskirke. Samtidig betyder paragraffen, at Folkekirken har en særstilling i lovgivningen - og dermed også i samfundet. Folkekirken understøttes af staten på flere måder. Dels yder staten et økonomisk tilskud, som fuldt ud dækker biskoppernes løn og 40 procent af præstelønningerne i Folkekirken. Tilskuddet svarer til 10-12 procent af Folkekirkens samlede udgifter. Dernæst får Folkekirken et indirekte tilskud i form af, at den teologiske grunduddannelse, der er hovedelementet i præsternes uddannelse, er en almindelig universitetsuddannelse, der kan søges på lige fod med andre videregående uddannelser. Endelig ligger der en form for støtte i, at skattemyndighederne opkræver de økonomiske bidrag, som Folkekirkens medlemmer betaler til deres trossamfund - de bidrag, der misvisende bliver kaldt for "kirkeskat". Men der intet i vejen for, at staten kunne tilbyde andre trossamfund denne samme service. Modsat udfører Folkekirken i det meste af landet - som et levn fra konge- og statskirkens tid - en række opgaver for staten, selv om disse opgaver ikke har noget med kirken at gøre. Folkekirkens præster og kordegne skal - bortset fra i Sønderjylland - registrere fødsler og dødsfald (civilregistrering). Det skal de gøre, uanset om de pågældende er medlem af Folkekirken, en frikirke, er muslimer, hinduer eller er udmeldt af Folkekirken. Udgiften til denne civilregistrering, der kommer hele samfundet til gode, bliver betalt via kirkebidragene fra de knap 85 procent af befolkningen, der er medlem af Folkekirken - så her yder Folkekirken et økonomisk tilskud til staten. Paragraf 6 Denne paragraf betyder, at regenten skal være medlem af Folkekirken. Der er med andre ord ikke religionsfrihed for landets dronning/konge. Paragraf 66 Bestemmelsen har været genstand for mange diskussioner - og er det til stadighed. Der har været nedsat flere kommissioner, der skulle komme med forslag til en forfatning for Folkekirken, men intet er hidtil blevet vedtaget. Og paragraffen, der også kaldes "løfteparagraffen", hives frem gang på gang, når man diskuterer, hvorvidt Folkekirken skal frigøres fra staten. Den debat vil jeg ikke gå yderligere ind i her. Det skal dog konstateres, at som forholdene er i dag, bliver Folkekirken styret gennem de love, der vedtages af Folketinget - og dermed er folketingsmedlemmerne, hvad enten de er medlem af Folkekirken, den romersk-katolske kirke, en frikirke eller et helt andet trossamfund, Folkekirkens øverste myndighed. Dermed kan f.eks. også jøder, muslimer, hinduer, buddhister og ateister være med til at lovgive for Folkekirken. Samtidig er det Kirkeministeriet, der er Folkekirkens øverste forvaltningsorgan og på en række punkter er kirkens øverste klageinstans. Det er med andre ord et verdsligt statsapparat, der sidder i toppen af det folkekirkelige hierarki. Det er f.eks. ikke et krav, at kirkeministeren - modsat Dronningen/Kongen - skal være medlem af Folkekirken. Paragraf 67 Religionsfriheden slås fast i denne bestemmelse, og en række mennesker har benyttet sig af denne ret, så der i dag eksisterer en lang række kirke- og trossamfund uden for Folkekirken. Paragraf 68 Bestemmelsen har været genstand for en vis debat og opmærksomhed i de seneste år. Som det blev nævnt under omtalen af paragraf 4 betaler staten en del af Folkekirkens udgifter, og det betyder, at de godt 15 procent af befolkningen, der ikke er medlem af Folkekirken, alligevel er med til at betale Folkekirkens drift. Dette punkt indgår i den sag, som fem danske katolikker, i sommeren 2002 bebudede mod den danske stat. De fem katolikker føler, at der med statens tilskud til Folkekirken foregår en urimelig forskelsbehandling. Paragraf 69 Denne paragraf er en løfteparagraf på linje med paragraf 66 for Folkekirkens vedkommende. Tidligere kirkeminister Johannes Lebech (R) bebudede i 2001, at paragraffen skulle udmøntes i en mere konkret lovgivning for de forskellige trossamfund uden for Folkekirken. Frem til 1969 fik 11 trossamfund uden for Folkekirken status som "anerkendt trossamfund". Den ordning ophørte i 1969, hvor der blev indført en anden ordning, der opererer med betegnelsen "godkendte trossamfund". Listen over godkendte trossamfund vokser til stadighed, og den omfatter i dag både kristne, muslimske, hinduistiske og mange andre slags trossamfund. Paragraf 70 Denne bestemmelse beskytter på den ene side troede af forskellig observans mod diskriminering og forskelsbehandling. På den anden side betyder paragraffen, at mennesker ikke blot med henvisning til deres tro og overbevisning kan sætte sig uden for deres ansvar som samfundsborgere. F.eks. er en del mandlige medlemmer af Jehovas Vidner i årenes løb blevet dømt, fordi de - med henvisning til deres tro - ikke ville aftjene værnepligt ved hverken militæret eller civilt. Lige rettigheder til at tro og udøve sin religion
Først kan det dog være passende at se på, hvad der bør kendetegne et pluralistisk samfund, hvor der skal være plads til flere forskellige holdninger, opfattelser, religioner og kulturer. Grundlæggende må det være sådan, at jeg har den samme ret til at være kristen og dyrke min kristne tro, som min nabo har til at være muslim og dyrke denne tro, og som min genbo har til at tro på horoskoper og reinkarnation og dyrke denne tro - alt sammen selvfølgelig under den forudsætning, at religionsudøvelsen holder sig inden for bestemmelsen i Grundlovens paragraf 67 om, "at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden". En sådan holdning ligger helt på linje med "den gyldne regel", som med Jesu ord i Matthæusevangeliet (kapitel 7, vers 12) lyder således: "Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne." Hvis jeg ønsker ret til at udøve min tro, så må mine medmennesker også have ret til at udøve deres tro. Hvis jeg vil have ret til at danne og samles med andre i foreninger, deltage i demonstrationer, skrive bøger, artikler og udtale mig kritisk om de synspunkter og holdninger, jeg er uenig i, så må mine medmennesker også have ret til på tilsvarende vis at ytre sig kritisk om det, de er uenige i. Vi må have lige rettigheder. Det er også det, der ligger i demokratiet og i de rettigheder, Grundloven garanterer. Og disse rettigheder og principper tror jeg, at alle kan acceptere - uanset om man er kristen, muslim, jøde, hindu, buddhist, ateist, humanist, kulturradikal eller noget andet. Det er kort og godt nerven i religionsfriheden - og i den frihed, der i det hele taget bør være i et civiliseret samfund. Fordrer religionsfrihed også religionslighed? Religionslighed betyder ikke, at alle religioner og trosopfattelser skal betragtes som værende lige sande og rigtige. Tværtimod. Religionsfriheden giver os hver især ret til at tro på, at sandheden findes i en bestemt religion, og til at afvise andre som usande. Religionslighed vil derimod sige, at de forskellige kirke- og trossamfund (hvad enten de er kristne eller tilhører andre religioner) stilles lige i forhold til loven. Det vil sige, at ét trossamfund ikke må have privilegier i forhold til andre; der må med andre ord ikke ske nogen form for forskelsbehandling. Alle kirke- og trossamfund skal stilles lige i lovgivningen. Sådan er det ikke i dag. Som nævnt ovenfor har Folkekirken en grundlovsmæssig særstilling (paragraf 4) i det danske samfund, men, som det også er påpeget, er der en konflikt mellem denne særstatus og Grundlovens bestemmelse (paragraf 68) om, at ingen er pligtige til at "yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen". Juridisk kan det selvfølgelig diskuteres, hvorvidt der er tale om "personlige bidrag", når staten f.eks. betaler en del af Folkekirkens udgifter, selv om staten tager tilskuddet af en kasse, hvor nogle af pengene er betalt af mennesker, der ikke er medlem af Folkekirken. Men af den samme kasse tager staten også de bidrag, der finansierer motorvejene, Det Kongelige Teater og kongehuset - uden at den enkelte skatteborger af den grund tænker over, at han/hun bidrager personligt til noget, han/hun måske ikke ønsker at støtte. Som nævnt har fem katolikker anlagt sag mod staten - bl.a. på grund af denne bestemmelse, som de mener giver anledning til en urimelig forskelsbehandling i forhold til medlemmer af andre trossamfund. Udfaldet af den sag vil afklare den juridiske side af spørgsmålet. Men uanset hvad resultatet bliver - og uanset hvilke juridiske argumenter, der kan trækkes frem som argumenter henholdsvis for og imod rigtigheden af, at Folkekirken har denne særstatus - så er det et spørgsmål, om denne særstilling er forenelig med den pluralisme, der kendetegner vort demokrati? Det mener jeg ikke, at den er. Jøder, ateister og andre, der ikke er medlem af Folkekirken, bør på ingen måde forpligtes til indirekte at finansiere et trossamfund, de ikke er medlem af - og hvis virke måske oven i købet strider mod deres overbevisning. Det er ganske enkelt ikke holdbart, at staten favoriserer ét trossamfund i forhold til alle de andre. Folkekirken bør frigøres fra bindingen
til staten Som tidligere nævnt er Folketinget den øverste lovgivende myndighed for Folkekirken. Menighedsrådsloven, reglerne om ansættelse af præster, om valg af biskopper, valgmenigheder, sognebåndsløsning og mange andre kirkelige anliggender er vedtaget af Folketinget. Som medlem af Folkekirken finder jeg det på ingen måde tilfredsstillende, at Folkekirken ikke er herre i sit eget hus, men er underlagt den verdslige stats lovgivende myndighed. Nogle vil heroverfor indvende, at Folketingets medlemmer er medlem af Folkekirken og dermed er lige så berettigede og kvalificerede til at træffe bestemmelser om Folkekirken, som andre folkekirkemedlemmer er - det være sig biskopper, præster, menighedsrådsmedlemmer, kirkeligt aktive mennesker eller de medlemmer, der aldrig benytter Folkekirken. Men det argument holder ikke. For situationen er den, at man sagtens kan vælges til Folketinget uden at være medlem af Folkekirken, og det afspejler sig i Folketingets sammensætning. Efter folketingsvalget den 20. november 2001 sidder der i Folketinget - Folkekirkens øverste lovgivende myndighed - to muslimer og to pinsevenner, og de har som folketingsmedlemmer samme ret til at blande sig i lovgivningen for Folkekirken, som de folketingsmedlemmer, der er medlem af Folkekirken, har. Derved kan personer fra andre religioner og trossamfund være med til at lovgive om spørgsmål, der alene vedrører Folkekirken. Jeg kender ikke til samtlige folketingsmedlemmers religiøse ståsted, men måske er der blandt folketingsmedlemmerne - ud over de to muslimer og to pinsevenner - personer, der er medlem af andre kirkesamfund. Tidligere har i hvert fald jøder, katolikker og baptister haft plads i tinget - ligesom der kan være folketingsmedlemmer, som slet er ikke medlem af noget trossamfund. Muslimer, jøder, katolikker og pinsevenner har selvfølgelig samme ret til at opstille ved folketingsvalg som alle andre borgere i dette land, men som medlem af Folkekirken finder jeg det ikke rigtigt, at de har mulighed for at deltage i lovgivningen om Folkekirkens forhold - og dette problem løses bedst ved at flytte den lovgivning, der gælder specifikt for Folkekirken, over i Folkekirkens egne rækker. Så kan Folketinget koncentrere sig om de love, der skal gælde generelt for alle kirke- og trossamfund. Afskaf "kirkeskatten" Derimod kan man sagtens forestille sig, at opkrævningen af kirkebidraget fortsat blev foretaget af skattemyndighederne. Der er heller ikke noget i vejen for, at skattemyndighederne kan tilbyde andre trossamfund at opkræve bidragene fra deres medlemmer. Folkekirken og andre interesserede trossamfund skal selvfølgelig betale for de udgifter, der vil være forbundet med denne serviceydelse. En sådan praksis kan også hjælpe til at sikre, at ingen mennesker - mod deres vilje eller på grund af uvidenhed - betaler til mere end et trossamfund, eller til et trossamfund, de ikke er medlem af. Der har f.eks. været flere tilfælde, hvor mennesker i flere år har betalt kirkebidrag til Folkekirken, selv om de var medlem af den katolske kirke eller et andet kirkesamfund. Den slags misforståelser og fejltagelser kan undgås, hvis det fremgår af skatteblanketten, om der opkræves bidrag til et trossamfund - og i givet fald hvilket. Nedlæg Kirkeministeriet De få sager, der vil blive tilbage i Kirkeministeriet, er f.eks. sager om godkendelse af trossamfund, om anlæggelse af gravpladser m.v. Disse sager kan passende placeres i et kontor (eller eventuelt flere) under Indenrigsministeriet eller Justitsministeriet - eller man kan oprette et "ministerium for religiøse anliggender", hvis man har brug for et helt ministerium for at få en ministerkabale til at gå op. Flyt civilregistreringen til Folkeregisteret I det meste af landet - bortset fra i Sønderjylland - er det Folkekirkens præster og kordegne, der registrerer fødsler, navneændringer, vielser og dødsfald. Det er med andre ord Folkekirken, som står for civilregistreringen i det meste af landet. Bortset fra Sønderjylland skal man henvende sig til Folkekirken, når man skal anmelde fødsler og lignende, uanset om man er medlem af Folkekirken, af en frikirke, er muslim, hindu eller ateist. Her udfører Folkekirken en opgave for den verdslige stat, som straks bør flyttes over i den offentlige administration (Folkeregisteret). For det kan ikke være meningen, at ét kirkesamfund alene skal tage sig af en sådan almen samfundsopgave, som ikke har spor med Folkekirkens egentlige opgaver at gøre. Det ville frigøre Folkekirken for nogle udgifter, som den helt urimeligt har været påført i adskillige år. Disse penge kan den så bruge på at styrke arbejdet med at evangelisere, forkynde og undervise. Det hører heller ikke hjemme i et pluralistisk samfund, at jøder, muslimer, katolikker, baptister, ateister, hinduer m.fl. skal bevæge sig ind på et kontor, der har en bestemt kirkelig etikette på sig, for at få deres børn navngivet. Der er næppe nogle, som tager fysisk skade af det, men i respekt for, at godt 15 procent af befolkningen ikke er medlem af Folkekirken, bør civilregistreringen flyttes til et neutralt offentligt kontor. Aktuelle spørgsmål På sin vis er det underligt, at spørgsmålet om muslimske gravpladser har kunnet afstedkomme så megen politisk palaver, som tilfældet er. Vi har en række kirkegårde i Danmark, som ejes og bestyres af enten Folkekirken eller kommunen. For de kirkegårde, der ejes af en eller flere folkekirker i fællesskab, gælder, at folkekirkemedlemmerne i de pågældende sogne via deres kirkebidrag betaler til driften af disse kirkegårde. Det hindrer dog ikke, at andre kan blive begravet på kirkegårdene - det være sig både folkekirkemedlemmer fra andre sogne og mennesker, som ikke var medlem af Folkekirken. Modsat er det yderst rimeligt, at betalingen er højere, når det drejer sig om mennesker, der ikke var medlem af Folkekirken, mens de levede, og derfor ikke har været med til at betale til kirkegårdens drift. Men det er også indlysende, at mennesker, der tilhører et andet trossamfund - som en naturlig konsekvens af, at vi har religionsfrihed i Danmark - har ret til at oprette deres egne gravpladser. Det må være lige så indlysende, at de selv skal betale for udgifterne til anlæggelse, vedligeholdelse og drift af sådanne gravpladser. Denne ret har jøder benyttet sig af, og muslimer og andre har selvfølgelig samme ret til at gøre noget tilsvarende. Derfor bør kristne folketingsmedlemmer som Birthe Rønn Hornbech (V) og Søren Krarup (DF) afstå fra forsøget på at score politiske point ved at polemisere mod de muslimer, der arbejder for at etablere en muslimsk gravplads. De to folketingsmedlemmer mener, at det er udtryk for diskrimination i forhold til danske kristne, når disse muslimer ikke vil begraves på en kirkegård, hvor der også er begravet døde, der tilhørte andre trosretninger. Underligt nok har jeg aldrig set et tilsvarende argument brugt i forhold til jøderne, der også har egne gravpladser. Og det er noget vås at kalde det diskrimination, når nogle mennesker ønsker at gøre brug af deres ret til at vælge anderledes, end hvad flertallet af befolkningen gør. Tilsvarende er det indlysende, at muslimer har ret til at bygge egne moskeer i Danmark - selvfølgelig under forudsætning af, at de almindelige regler i forhold til miljø, byplanlægning m.v. bliver overholdt. Og lige så indlysende er det, at de pågældende muslimer selv skal betale for den slags byggerier. Bøn på arbejdspladsen Ifølge islam skal rettroende muslimer (med visse undtagelser) bede fem gange i løbet af døgnet, og det skal ske på fastlagte tidspunkter, der skifter fra dag til dag, og som også er forskellige alt efter, hvor man befinder sig geografisk. (Der udgives kalendere, hvor disse bedetider er angivet.) Det er imidlertid ikke alle muslimer, der overholder de fem daglige bedetider - men nogle gør, og det har på enkelte arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner givet anledning til problemer. F.eks. blev en kursist på et AMU-center bortvist, fordi han ikke ville følge et påbud om ikke at bede på skolens gangarealer. Han klagede, men fik ikke medhold. Heldigvis er det sjældent med sådanne sager, hvor fronterne tilspidses så stærkt, at de ender i retssystemet. Mon ikke, man de fleste steder finder ud af at løse problemerne, før de bliver til konflikter? Det bør også kunne lade sig gøre, hvis der udvises fleksibilitet fra begge sider. I hvert fald må man på såvel private som offentlige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner indse, at der blandt deres ansatte og studerende kan være mennesker fra forskellige trosretninger - og at det derfor kan være nødvendigt at tage flere religiøse hensyn, end hvis alle var folkekirkemedlemmer - f.eks. at man giver muslimer, jøder, hinduer m.fl. lov til at tage fri (f.eks. ferie) på deres religiøse hellig- og festdage. På større arbejdspladser / uddannelsesinstitutioner kan det også være relevant at indrette eller anvise bederum, der kan benyttes af f.eks. muslimer, ligesom kristne kan låne lokaler, hvor de kan mødes til andagt/bøn.
Copyright © Bent Dahl Jensen - www.multisamfund.dk |